AURA Energi leverer stærkt årsresultat
For 2016 landede resultatet på 260 mio. kr.
AURA Energi fortsætter den positive kurs og leverer et stærkt årsresultat. For 2016 landede resultatet på 260 mio. kr. Driftsindtjeningen er også øget markant fra 87 mio. kr. før fusionen af de fire tidligere elselskaber i 2014, til 126 mio. kr. i 2016. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
AURA-koncernen kan igen registrere en fremgang i den primære indtjening, idet resultat før afskrivninger (EBITDA) i forhold til 2015 er øget med 11,4 procent til 126 mio.kr.
Fusion giver pote
Årets resultat for 2016 viser, at AURA er i stand til at opnå de ønskede synergier, der var en del af begrundelsen for fusionen af Brabrand El-selskab, Galten Elværk, Viby El-værk og Østjysk Energi. AURA Energi havde ved årsskiftet cirka 85.000 elkunder og godt 25.000 fiberkunder, mens netselskabet transporterer strøm til godt 100.000 husstande i det østjyske område.
Der har været anvendt betydelige ressourcer i udrulningen af fiber i forsyningsområdet. Det er en del af AURAs strategi om at sikre og udvikle det østjyske område med vital infrastruktur og medvirke til at opretholde mulighederne for, at også landdistrikterne får andel i de fremtidssikrede fiberforbindelser.
Revolution af markedet
“Engrosmodellen, som skal gøre det enklere at være elkunde, har fyldt meget i det forgangne år. Den er med rette blevet omtalt som den største revolution af elmarkedet nogensinde, selvom det på overfladen blot handlede om én regning frem for to. Det kan vi godt nikke genkendende til i forhold til hvor mange ressourcer, vi har brugt på at implementere den i vores forretning.
“Derudover er der de sidste engangsomkostninger fra fusionen til migrering af de forskellige forretningsområder til én fælles teknisk platform, som her og nu er en udgift, men på sigt gør os stærkere og mere konkurrencedygtige”, siger adm. direktør Carsten Höegh Christiansen i pressemeddelelsen. srj