Fortsæt til indhold

Ny talenttræner skal samle håndbold-piger

Hadsten Håndbold ruster med talentræner til U18 håndboldspillere

Samfund
Kian Johansen

Talent-fødekæden op til det nuværende 1. divisions damehold i Hadsten har i mange år været ukomplet.
Men nu er der ved at være fyldt op i rækkerne, og for at tiltrække og beholde de kommende U18 talenter har Hadsten Håndbold netop lavet en aftale med Ian Dalsgaard Rasmussen. Han har mange års erfaring som spiller og træner af primært seniorhold. Senest har han været træner for ASA's 2 division damer i Århus.
“Det er en investering i talentudviklingen. Vi har længe haft en føler ude i trænermiljøet og i den forbindelse fik jeg stukket Ian Dalsgaard Rasmussens navn ud. Vi er enige om, at vi kan lave en gensidig investering på denne måde. Ian vil gerne udvikle sig som træner, og vi vil gerne udvikle og tiltrække talenter. Som det er nu, så ved vi godt, at de bedste spillere søger mod Randers HK. Vi vil gerne kunne tilbyde noget i Hadsten,” fortæller René Jensen, formand for HSK Håndbold, der sammen med Hadsten Idrætsforening er sammen i overbygningen Hadsten Håndbold, der tager sig af håndbold-ungdomssiden i Hadsten-området.
Han lægger ikke skjul på, at målet for førsteholdet er oprykning til ligaen i næste sæson og det kræver talenter fra egne rækker på sigt.