Kom tæt på forskningen på SDU
Forskningens Døgn byder på 50 forskellige aktiviteter og shows
Der er lig på bordet, droner i luften og fodbold på skoleskemaet til Forskningens Døgn på SDU, som finder sted lørdag 29.april kl.10-16.
Dagen byder på oplevelser for hele familien, og SDU har planlagt mere end 50 forskellige aktiviteter og shows på dagen.
Igen i år kan de yngste få undersøgt deres tøjdyr af sygeplejersker og læger på Bamsehospitalet. Bamsehospitalet bliver drevet af frivillige læge- og sundhedsstuderende, der ønsker at præsentere børn til sundhedssystemet på en tryg og sjov måde.
De lidt ældre kan høre forskere fortælle om sproget i den norske tv-serie SKAM, og de kan møde youtuberne Robin og Samrita, der ved hjælp af figurer fra Minecraft giver et kursus i programmering.
Fodbold og triatlon
SDU er stærke inden for sundhed og motion. Til Forskningens Døgn vil universitetets fodboldforskere fortælle, hvordan fodbold er sjovt og gavnligt for alle, og der være mulighed for at få målt sin topfart og følge sine bevægelsesmønstre via GPS.
Triatleten Michelle Vesterby vil sammen med en af universitetets fysiologiske eksperter diskutere, om det overhovedet er sundt at dyrke elitesport.
Store shows
DR-værten Jacob Riising præsenterer Dygtigdysten. Her skal publikum gætte udfaldet af en række dueller mellem forskere og specialister.
Der er garanti for flammer, røg og sprængfarlige forsøg, når kemi- og fysikstuderende folder sig ud i science-showet. Og så kommer der lig på bordet, når en af SDU's retsmedicinere obducerer en gris.
Droner og robotter
Der vil også være en række demonstrationer og aktiviteter for de teknologisk interesserede. Til Forskningens Døgn kan man bygge en drone, samle en robot på Teknologiskolen eller prøve SDU's Virtual Reality-lab.
Interesserede kan også høre, hvad forskningen siger om politikeres personlighed, om fluorstoffer i vores hverdag eller musikforbruget i den digitale tidsalder. Find det fulde program på sdu.dk.