Fortsæt til indhold

“Det er vildt opløftende”

Tre måneder før Grim Fest kan arrangøren melde udsolgt. Det er selv om, at der kommer 500 gæster færre end 2016

Samfund
Jeppe Kristensen

Mandag 1. maj lukkede tilmeldingerne til dette års Grim Fest på Grimhøjvej. Dermed kan festivalsarrangegør Aage Stokholm melde alt udsolgt. Det er selv om, at der kun er solgt omkring 1.000 billetter til havefesten. Sidste år lagde 1.500 festivalgængere vejen forbi Grim Fest.
Alligevel er det en mere end tilfreds festivalsarrangør, som Lokalavisen taler med få timer før den endelig deadline klokken 23.59 mandag.
“Den korte version er, at det er en kæmpe succes. Tænk sig, at mere end 1.000 publikummer tilmelder sig Grim Fest, fordi de bare vil til Grim Fest uden at kende vejret eller det endelige program. Det er vildt opløftende,” siger Aage Stokholm.
I to måneder - fra 1. marts til 1. maj - har festivalslystne danskere kunnet købe billet til festivalen. Det er selv om, at der er hele tre måneder til, at havefesten løber af stablen. Skulle man have fortrudt, at man ikke fik tilragede sig en billet til festival, er det bare surt show.
“Det bliver ikke muligt at tilkøbe sig billet efter 1. maj. I 13 år har jeg lavet festival, hvor vi har halset efter økonomisk, så i år ændrer jeg konceptet, så jeg ved, hvad jeg har af økonomisk råderum til øl, mad og penge til bands. På den måde sikrer jeg festivalens levetid langt ud i fremtiden,” forklarer festivalsarrangøren med henvisning til det nye festivalskoncept.
I den afgrænsede billetsalgsperiode har de festivalskøbende gæster ikke haft vished over, hvem der optræder på sommerens festival. Det endelige program er nemlig først blevet offentliggjort få dage før deadline på billetsalget.
Derfor kunne man fristes til at tro, at flere har fravalgt festivalen. Men den køber Grim Fest-bagmanden ikke.

Skæver til Smukfest

“Smukfest kunne melde alt udsolgt på få timer. Uden at have offentliggjort et eneste band på plakaten. Så det kan sagtens lade sig gøre,” fortæller Aage Stokholm og tilføjer:
“Konceptet er ikke nået langt nok ud blandt folk, ellers havde vi også haft flere tilmeldinger. Dér har jeg oplevet en begrænsning. Ellers er det nye koncept en kæmpe succes for mig og festivalen,” siger Aage Stokholm, som forsikrer, at der ikke bliver gået på kompromis med festivalskvaliteten.
“Vi holder sådan samme fest, som vi gør hvert år. Den her nye model giver ikke en ringere festival. Nu sikrer vi os blot, at vi bruger pengene fornuftigt, så vi ikke står med et økonomisk efterslæb bagefter,” lover festivalsarrangøren, som i år har lokket navne som aarhusianske Go-Go Berlin, Jonah Blacksmith og det canadiske band The Franklin Electric til Grim Fest.
Havefesten finder sted på Grimhøjvej 4. og 5. august.
Aage Stokholm oplyser, at der stadigvæk er mulighed for at blive en del af festivalens frivilligkorps, og på den måde komme til festival.