Fortsæt til indhold

TV2OJ skal dække mangfoldigheden

Nyvalgt formand for repræsentantskabet i TV2 Østjylland kommer fra Vellev

Samfund
Kian Johansen

"Jeg er enig i at TV2 Østjylland skal dække mangfoldigheden, og ikke dække Østjylland med millimeterretfærdighed. Det skal og bør være de gode historier i områderne, som journalisterne prioriterer, der skal være i fokus.”
Den nyvalgte formand for repræsentantskabet i TV2 Østjylland hedder Hanne Baltzer, og bor i Vellev.
Hun er til daglig freelancejournalist og har i flere år været medlem af TV2 Østjyllands repræsentantskab, der skal være med til at holde retningen for den regionale tv-stations dækning.
“Jeg skal være med til at sikre, at vi får den gode, respektfulde dialog. Vi skal diskutere ting, der er på et kvalitetsmæssigt højt niveau,” lyder det fra hende.
Og bag linjerne antyder hun også, at der skal mere involvering end orientering til de to årlige møder, der afholdes i repræsentantskabet, noget der i højere grad er muligt med ny formand og direktør, samt ny formand for repræsentantskabet.
Hun forstår godt, at der er visse byer der bliver dækket mere intenst.
“Det er naturligt. Der findes bare flere og bedre historier i Århus end i Vellev og landområderne. Jeg har som medlem i repræsentantskabet altid mindet om at huske landområderne. Men det handler også om, at man skal blive bedre til at fortælle det selv. Og nutiden har heldigvis skaffet endnu flere til orde, end for 20 år siden, hvor det alene var journalisterne der bestemte, hvad der var vigtigt. Jeg kunne ønske, at der var flere der i langt højere grad blev borgerjournalist og skrev om deres oplevelser og område.”