Frode Laursen oppe i gear
Transportfirmaet i Vitten fik mange nye kundeaftaler i 2016 og leverer et solidt regnskab med ambitioner
I 2016 har Frode Laursen A/S leveret et overskud på 21.5 mio. kr. før skat med en omsætning på 1.854 mio. kr. – en vækst på seks procent. Og i 2017 forventer man både stigende omsætning og indtjening.
Det er Vitten-firmaets strategi fortsat at vokse i Norden, på såvel lagerhotel som transporter.
I 2016 har man opkøbt grundarealer for at sikre den fremtidige ekspansion i Sverige og Finland. I alt har transportfirmaet nu mere end 460.000 kvadratmeter lager under eget tag. Nye udvidelser i Sverige er igangsat i 2017, hvor man bygger yderligere 42.000 kvadratmeter lager.
Samtidig investeres løbende i nye, miljørigtige lastbiler med f.eks. biodiesel og gas som drivmiddel.
I et stærkt konkurrencepræget marked for logistikydelser, bemærker Frode Laursen i sit årsregnskab, at deres nordiske logistiksystem med multishare logistiksystemer inden for dagligvarer bliver valgt af flere og flere leverandører og grossister i Norden.
1.300 ansatte i Danmark
Kernen er multisharing af ressourcer, det vil sige, at flere dagligvareleverandører deler samme lager og transport.
Frode Laursen-gruppen har mere end 2.300 medarbejdere, heraf 1.300 i Danmark, og beskæftiger 750 egne lastbiler og 450 vognmænd.jesl