Hinnerup rideklub vil bygge ridehal
Ny ekstra ridehal til seks millioner kroner skal gøre livet lettere for ridefolk og andre foreninger, lyder visionen
En ny ridehal på knap 2.000 kvadratmeter og et nyt parkeringsområde på 4.000 kvadratmeter planlægges ved Hinnerup Rideklub (HIRI).
“Vi har venteliste til rideskolen, mangler haltid og desuden bør rammerne være mere tidssvarende. Det handler blandt andet om sikkerhed for rytterne,” fortæller John Jacobsen, der er formand for et otte mand stort byggeudvalg. De har været i gang i næsten tre år med planlægningen af ridehallen, der skal bygges i den ene ende af den eksisterende hal, så det kommer til at ligne et L.
Nu ligger planerne klar, byggetilladelsen er i hus, så nu venter det sidste skridt med finansering fra medlemmerne selv, diverse fonde og kommunen.
“Vi har ansøgt flere steder og håber at fondene finder det interessant. Samtidig har vi bedt om 3,8 millioner kroner fra kommunen over tre år. Vi vil selv skaffe en del penge selv og desuden så energioptimerer vi også de gamle bygninger, så her reducerer vi samtidig kommunens lokaletilskuds-udgifter,” forklarer John Jacobsen.
Planen er, at hallen også kan bruges til andre formål. Der bliver tænkt meget bredt.
“Vi har så meget plads, det skal da også kunne bruges af andre. Vi har tanker om en messe, et loppemarked og så vil vi invitere andre foreninger i området til at dele vores faciliteter. I Løgstør deles rideklubben, spejderne og hundeførerforeningen om området.”
Lige ved siden af skal den nye Himmerigskov plantes.
“Her skal der være ridestier og stier til gående og cyklister. Og hvorofr kan man ikke sætte sig ind i rytterstuen, få sig en kop kaffe og et slag bridge.”