Fortsæt til indhold

Bondo-familien er vild med løb

I 1987 løb borgmester Ole Bondo Christensen (A) sit første marathon

Samfund
Helene Stolle

At Furesøs borgmester, Ole Bondo Christensen (A) er en ivrig løber og motionist i det hele taget, er der vist ingen, der ikke ved. Men at både hans bror, formanden for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen, og Oles søn, Kristoffer, også er ivrige løbere er ikke nær så kendt. Men i går søndag den 21. maj deltog alle tre i Copenhagen Marathon, og det er ikke første gang, at det sker. Faktisk var søndagens 42 kilometer gennem de københavnske gader nemlig et slags jubilæumsløb for familien.
“Jeg løb mit første marathon i København i 1987 sammen med min bror og nogle venner”, fortæller Ole Bondo Christensen til Furesø Avis og tilføjer, at det siden da for ham faktisk er blevet til mere end 30 marathonløb rundt om i verden. Han har nemlig både løbet i New York, Berlin, Paris og under midnatssolen i Tromsø.
“Vi besluttede os for i år at løbe Copenhagen Marathon som et slags 30 års jubilæumsløb sammen med vores venner. Min søn Kristoffer var med som tilskuer som helt lille dreng i 1987, men i går løb han med”, fortæller Ole Bondo og fortsætter:
“Det var et dejligt løb med masser af mennesker, god stemning, sol og gode ben”.

Sådan så holdet ud i går. Det længst til venstre stående er det Ole Bondo. Ved siden af ham har han sin bror, mens sønnen Kristoffer sidder på hug foran ham. Privatfoto