Fortsæt til indhold

Der dumpede lige 10.000 kroner ned i landsbyen

Valgdebat tirsdag aften, legeplads og fællesspisning på et højere plan i den lille Skjoldelev

Samfund
Michael Wulff

Den lille landsby Skjoldelev, lidt nord for Sabro og den stærkt trafikerede rute 26 Viborgvej, pulserer i den grad. Det fortæller Martin Godsk, som mellem turene bag rattet i Midttrafik- bussen, også er tovholder i landsbyen.
“Vi har fået 10.000 kroner fra Snedkermester Erik Marius Hansens Fond. Men vi søger flere steder til renovering af vores legeplads, og vi arbejder alle i flok for at få den sat i stand til ungerne.”

Valgdebat tirsdag

Der er også plads til andet i det lille samfund.
Tirsdag aften 30. maj afholdes den første kommunalvalgdebat i Favrskov Kommune. Det foregår i Skjoldelev Forsamlingshus, hvor der er kommet nye borde og stole.
“Vi planlægger også en europæisk fællesspisning, hvor de fire verdenshjørner er i højsædet,” siger Martin Godsk, der vel ikke uventet er nomineret til titlen som Årets Ildsjæl. En pris, som følges af 25.000 kroner.
Et fælles område, hvor der kan afholdes Skt. Hans Aften og andre udendørsarrangementer, er også på vej i Skjoldelev.
“Landsbyen er for alvor begyndt at tro på, at vi kan meget mere. Fællesskabet vokser dag for dag, og mange af husene er nu blevet solgt,” siger Martin Godsk.
TV: TRONSTOL, SCOREBÆNK OG FLAGSTANG
LÆS OGSÅ: KV 2017: FØRSTE VALGDEBAT ER KLAR