Masseovervågning og digitalt selvforsvar
Debatarrangement om Big Data’s betydning for demokrati og retsstat
Apps, hjemmesider, styresystemer og tjenester, der uhæmmet rager data til sig. Wi-Fi der er tændt, selvom du slukker det.
Sjove Pókemons med fuld kontoadgang til Google, reklamer med ultralydsbeacons og Zuckerberg, der kan læse dine SMS'er.
Hvad er det egentlig, alle vores data bliver brugt til? Og hvad betyder den massive overvågning for vores ret til privatliv, for retsstaten og for demokratiet?
Det kan aarhusianske borgere blive klogere på, når tech-guru Nikolaj Sonne og whistleblower-ekspert Peter Kofod gæster Aarhus til et debatarrangement i Musikhuset mandag 22. maj kl. 16.30-18.
Overvåget af mobilen
Nikolaj Sonne holder et vågent øje med, hvordan nye teknologier i disse år bruges som redskab til at forandre, forbedre og overvåge forskellige aspekter af den menneskelige tilværelse.
Med udgangspunkt i vores alle sammens favoritcomputer - smartphonen – ser Nikolaj Sonne nærmere på den massive hverdagsovervågning, der ikke handler om skæg, blå briller og statslige aktører - men går helt ned i vores egne lommer og bliver endda meget personlig.
Journalist, skribent og foredragsholder Peter Kofod vil løfte debatten fra forbrugerperspektiv til droneperspektiv.
Der er gratis entré.
srj