Hjemløse René har fået sin egen lejlighed
René Skovgaard er en skæv eksistens. En gang om ugen kan du møde ham på Nærumvænge Torv foran Meny
“Jeg har fået lov af købmanden til at stå her en gang om ugen,” siger Rene Skovgaard. Han sælger 'Hus Forbi', der er en avis, som hjemløse og skæve eksistenser har mulighed for at sælge for at tjene lidt penge. Han står foran Meny på Nærumvænge Torv.
“Jeg har solgt Hus Forbi i fem-seks år,” siger han og hiver op i ærmet og viser en tatovering han har fået hos den berømte københavnske tatovør 'The Old Barbershop'. Der står 'Hus Forbi'. “Den lavede de gratis, siger han. med et smil.
Skæv eksistens
René kalder sig selv for 'en skæv eksistens'. Hvad det er for en størrelse er svært at sige: Men René er en. Hvad han til gengæld ikke er mere, er hjemløs. Den 1. december sidste år flyttede han ind i sin lejlighed, men inden da levede han 10 år på gaden.
Det med at få en lejlighed lyder måske for de fleste som den rene lykke. Men det er slet ikke så nemt, fortæller René.
“Det er en kamp for liv og død. Lige nu slås jeg med kommunen. De trækker alt for mange penge fra mig. Så Hus forbi er det, der gør, at jeg lige kan klare det,” siger han.
På rette vej
Rene og jeg er begge årgang 1973 opdager vi mens vi snakker. Den 43 -årige Hus Forbi sælger har andre salgsteder. Alle sammen i Nordsjælland. og selv om René har været hjemløs er han ikke rodløs.
Han er nemlig opvokset i Birkerød og er altså nu residerende i Nærum.
René virker fast besluttet på at lægge livet på gaden bag sig.
“Jeg er på antabus og håber jeg kan få en førtidspension og fortsætte med at sælge Hus Forbi,” siger han.
Du kan møde René en gang om ugen på Nærumvænge Torv, hvor han passer sit arbejde og sælger aviser.