Tilflyttere skal lokkes til
Fredericia banegård vrimler med potentielle tilflyttere. Ny butik skal lokke dem til
Hvorfor ikke flytte til Fredericia? Her er strand, natur, jobs, udvikling, børnepasning, skoler med eftertragtede linjer, ungdomsuddannelser, musikmiljø, byggeri - og en gratis bagersnegl til gæster.
Onsdag tog Fredericia Kommune og Kanalbyen fat på en ny branding-indsats på banegården: En butik er blevet indrettet i det tidligere billetsalg. Her præsenteres Fredericias kvaliteter af medarbejdere, der er trænet i at give travle pendlere en kort elevator-tale om Fredericias kvaliteter.
På åbningsdagen var der desuden uddeling af bagersnegle til morgenpendlerne, der ankom med toget.
Borgmester Jacob Bjerregaard (S) var blandt de, der delte ud. Og det har han tænkt sig at gøre med ujævne mellemrum i løbet af den måned, det foreløbig er planen at lade butikken bestå.
“Jeg vil være her to-tre gange. Måske en gang om ugen,” sagde borgmesteren, mens han studerede tavlen med ankomst-tider.
Vis Fredericia fren
Toget fra København var lidt forsinket, så passagererne havde det lange ben foran, da de småløb gennem forhallen med dens pressefotografer og brød-uddelere.
“Måske, hvis pendlerne en dag har bedre tid, vi kunne køre dem en hurtig tur rundt i Fredericia og vise dem byen i stedet for kun at snakke om den. Men jeg ved ikke, om det er en mulighed,” sagde borgmesteren og stillede sig klar med hænderne fulde af bagerposer med påhæftet hilsen fra kommunen og Kanalbyen.
En af de travle pendlere var Hanne Møller fra Odense.
“Jeg har haft job i Fredericia siden januar. Fredericia er en dejlig by, men jeg tror alligevel ikke, at jeg flytter hertil. Jeg har jo hele mit netværk i Odense,” lød det fra hende.
Jacob Bjerregaard erkender, at indsatsen ikke i sig selv får folk til at flytte til Fredericia.
“Men det bidrager. Mange bække små,” sagde han og rakte en pose frem mod en smilende pendler.