Pindsvin stikker til livsglæden hos ældre
32 pindsvin er i disse uger sat ud på aarhusianske plejehjem
Beboerne på Plejehjemmet Solbjerg ved Aarhus fik onsdag 17. maj deres ønske opfyldt, da fire pindsvin blev sat ud på de grønne arealer.
Pindsvinenes Venner har haft de fire pindsvin i hi vinteren over.
Oplevelsesmedarbejdere i Sundhed og Omsorg har lavet aftalen med den frivillige forening Pindsvinenes Venner, som leverer pindsvin til i alt ni plejehjem.
“Beboerne på plejehjem skal have mulighed for oplevelser og aktiviteter i deres liv. Det kan let blive kedeligt og ensomt, og der får oplevelsesmedarbejderne sammen med medarbejderne virkelig skabt nogle konkrete tiltag ud fra beboernes ønsker. Udover at plejehjemmene kan holde marsvin eller pungrotter indendørs som kæledyr, så er det naturlige dyreliv bare til at blive glad af,” siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.
“Pindsvinene er tre unger fra sidste år og én er to-tre år gammel. De kan i bedste fald blive 15 år gamle, men i naturen bliver de fire-fem år. Pindsvinene er lokalkendte, for de må kun sættes ud i det område, hvor de er blevet fundet af hensyn til ikke at sprede bakterier,” siger Kenneth Jensen, Pindsvinenes Venner.
I alt er der givet 32 pindsvin til de aarhusianske plejehjem.
gs