To nye bøger af Gråsten-forfatter
Irma Lauridsen udgiver to ungdomsthrillere om farlige møder på nettet
Den lokale børne- og ungeforfatter Irma Lauridsen fra Gråsten har for nylig udgivet titlerne 'Pigen i mørket - bortført' og fortsættelsen 'Pigen i mørket - flugt'.
Begge bøger bevæger sin inden for thrillergenren og handler om, hvor farligt det kan være, hvis et ungt menneske stoler blindt på kontakter, de får på nettet.
'Pigen i mørket - bortført' handler om femtenårige Selma, som bliver Facebook-ven med den flotte Adam, der siger, at han er atten år gammel og model. Han vil hjælpe Selma til at få taget nogle spændende fotos, så hun også kan blive model.
På et aftalt sted venter en bil, men fyren i bilen er ikke Adam. Herfra er der ingen vej tilbage, og Selma bliver kidnappet.
'Pigen i mørket - flugt' fortæller historien om femtenårige Marcus, som hører en mærkelig lyd uden for døren. På trappen ligger en hårdt såret pige, som siger, at hun hedder Selma, og at han skal gemme hende i huset, fordi nogen er efter hende.
De to bøger hører sammen, men kan hver især læses som selvstændig bog.srj