Peter og Signe havde nær givet op
Den ene kæmpede med en rygskade, den anden med depression. Hos Aga i Taulov fandt de forståelse, job og bedring
“Det har været vanvittigt godt for mig,” siger 33-årige Signe Kærgaard.
“Det allerbedste, der er sket for mig, er at komme hertil,” siger 44-årige Peter Olsen.
De to er begge ansat ved gas-virksomheden Aga, der har en afdeling i Taulov.
I en tid var de to ellers ved at give op og indstille sig på at sige farvel til arbejdsmarkedet. Men mødet med Aga hjalp dem tilbage - ikke bare til arbejdsmarkedet men også til et bedre helbred. Sådan ser de i hvert fald selv på det.
“Nøglen til, at jeg blev rask, var helt sikkert, at jeg kom her og fik noget at lave. Og at kollegerne her kunne rumme mig,” siger Signe.
Depression og angst
Signe Kærgaard gik ned med depression og angst i 2013 efter at have født sit barn nummer to. Efter sin barselsorlov måtte hun sygemelde sig fra jobbet som ekspedient i en guldsmed.
“Efter nogen tid kom jeg i praktik her. Det sørgede min sagsbehandler heldigvis for,” siger hun og sender en venlig hilsen til Jobcentret.
“Jeg var pissebange for at starte her: Jeg var i tvivl om, om jeg kunne klare det, og om jeg kunne finde ud af det. Jeg startede med kun tre timer tre dage om ugen, og jeg var fuldstændig smadret, når jeg kom hjem. Vildt smadret,” siger hun og smiler overbærende af sig selv.
“Men det var en god træthed - i modsætning til den træthed, depression og angst fører med sig. Det var godt for mig. Det kunne min mand mærke, og mine børn kunne mærke det. Og jeg kunne selv mærke det,” siger hun.
Langsomt trappedes hendes arbejdstid op, efterhånden som hun kunne tåle mere.
“Og i januar sidste år blev jeg fastansat,” siger hun og smiler.
“Hvis ikke jeg var blevet syg, var jeg aldrig endt her. Så havde jeg stået i nederdel og skjorte med makeup i en butik,” siger Signe med en tone, der meget tydeligt viser, hvor hun helst vil være.
“Men for otte år siden ville jeg aldrig have troet, at jeg kunne arbejde her. Det er fysisk og hårdt. Men jeg kan lide det,” siger Signe, som blandt andet er blevet tovholder på Agas Lean-arbejde.
Ryggen sagde stop
44-årige Peter Olsen kom også til Aga på baggrund af et helbredsproblem.
“I mit forrige arbejde foretog jeg rigtig mange tunge løft, og en dag sagde ryggen stop,” siger han, mens han sidder rank i stolen.
“I første omgang troede jeg bare, at det var den sædvanlige ømhed, som ville gå over efter nogle dage. Men massøren kunne ikke hjælpe, og det blev bare ved med at gøre ondt. Jeg kunne ikke stå op ret længe ad gangen, jeg kunne ikke sidde ret længe ad gangen, og jeg kunne ikke ligge ned ret længe ad gangen. Så det var rigtigt øv-træls,” siger han.
Han forsøgte at passe sit arbejde, men måtte til sidst stoppe.
“Det var noget lort, og i lang tid var det ærlig talt svært at se positivt på mine muligheder for at komme til at arbejde igen,” siger han.
Rygcentret på Middelfart Sygehus hjalp ham meget. Men problemerne er ikke ovre endnu.
“Lægerne siger, at jeg kommer helt over det. Jeg er nu ikke så sikker, men i dag er det langt mere udholdeligt, end dengang,” siger han.
Har du stadig ondt? Lige nu?
“Ja, jeg har ondt hele tiden, og jeg får stadig smertestillende to gange i døgnet”.
Peter kom i praktik hos Aga og trappede op i tid lidt efter lidt.
Han passer godt på ryggen og holder de pauser, der skal til.
“Ledelsen har været meget grundig med at fortælle mig, at jeg ikke må overanstrenge mig eller noget,” siger Peter.
Ingen stiller spørgsmål, hvis Peter tager en pause eller skal til en undersøgelse.
I det hele taget fortæller både Signe og Peter, at kollegernes accept - og nogle gange også galgenhumor - er medvirkende til at deres tilbagevenden til arbejdsmarkedet er gået så overraskende godt.
Chefen er glad
Produktionschef Torben Eriksen hos Aga i Taulov glæder sig over at have Signe og Peter med i arbejdsstyrken på omkring 50 mand i Taulov.
“Jeg kunne godt have besat stillingerne med folk, der kom med en mere almindelig baggrund. Men det er en stor fornøjelse at hjælpe folk. Og givende for os alle. Det har også lært os noget om, hvordan man passer på sine medarbejdere og undgår, at de går ned,” siger han.