Skovbakken inviterer piger på en tur i rummet
I Pigeraketten skal man 28. maj gennem opgaver samle nøglen til klubhuset
Pigeraketten lander i nærheden af dig i næste uge. DBU og Skovbakken inviterer alle piger mellem 5 og 11 år til en spændende dag fyldt med fantasi, sjov og masser af fodboldaktiviteter, når Pigeraketten lander på Skovbakkens baner 28. maj.
Det er gratis og uforpligtende at deltage.
Besætningen står klar klokken 10-13 til at tage imod piger, der har lyst til en sjov eftermiddag, hvor de kan prøve kræfter med fodboldspillet gennem masser af fantasifulde aktiviteter.
Guides af DBU-instruktør
Pigerne stifter blandt andet bekendtskab med Mælkevejen, Saturn og Solen, og DBUs instruktør er med til at guide igennem solsystemet mod den sidste og afgørende opgave: at samle nøglen til klubhuset.
Mor og far er naturligvis velkomne til være med til det hele, og når eftermiddagen er veloverstået, er der masser af information at hente om dét at være medlem af en fodboldklub, fremgår det af en pressemeddelelse fra DBU.
Har man lyst til en eftermiddag i stjernernes tegn, er det bare at møde op hos Skovbakken klokken 10. Det eneste, man skal medbringe, er en ordentlig gang godt humør, masser af gå-på-mod og sportstøj. Tilmelding er ikke nødvendig. Pigeraketten er en del af DBUs rekrutteringsaktiviteter.
jesl