’Jeg savner savsmuldet’
I to måneder har Hans Andersen været hjemmegående husfar med tvillingerne Uffe og Anne-Marie
Frederikssund Ansigtet forandrer sig. De nysgerrige øjne bliver ængstelige og fugtige, mundvigerne krænges ned af det. Og så kommer gråden, mens hun drejer hovedet væk og borer det ind mod sin fars bryst. “Ja, hun er altså lidt tilbageholdende,” konstaterer Hans Andersen om datteren Anne Marie. I de seneste to måneder har gangene og kontorerne på Christiansborg været skiftet ud med grød, gråd og glæde, mens han har haft orlov for at passe Anne Marie og tvillingebroren Uffe, der er næsten et år gamle. “Det har været fantastisk at kunne gøre det. Det har betydet, at jeg har set dem lære at kravle, stå og tage deres første skridt, eller for den sags skyld bare gå ud i haven med dem og kigge på solsorten. Det har også betydet, at hvor andre børn i den alder er mor-syge, er de blevet far-syge Det ville jeg ikke have været foruden,” lyder det fra det lokale Folketingsmedlem, der blandt andet har kastet sig ud i tre generationers babysvømning. For med to børn, er der behov for assistance fra farfar, når Anne Marie og Uffe skal i vandet. “Samlet kan man måske sige, at jeg har set mine børn blive ældre, og at tiden med dem har været meget værdifuld. Hvis vi ikke havde prioriteret, at jeg skulle have den her tid med dem, havde jeg ikke fået de oplevelser. Samtidig kan jeg konstatere, at både mit kontor og verden står endnu. Det er jo de samme udfordringer, der er på Christiansborg, som da jeg forlod det. Så jeg føler ikke, jeg er gået glip af noget.” På afstand De to måneder har også givet ham mulighed for at træde et skridt tilbage og betragte sit normale job lidt på afstand. Og der er både noget, han savner, og noget, han egentlig gerne er fri for: “Jeg har lige skullet minde mig selv om, at jeg var på orlov et par gange, men jeg har haft det rigtig godt med at kunne skyde bolden videre, når News har ringet. Men jeg savner savsmuldet og debatterne; at være i maskinrummet, hvor der udformes politik. Hvad jeg til gengæld ikke savner, er det voldsomme fokus på proces, som ingen alligevel har noget ud af, når dagen er omme. Jeg håber, vi snart er færdige med den periode, og at der kan komme mere fokus på indhold i stedet, og jeg tror egentlig også vælgerne er trætte af hurtige udmeldinger.”