Provinsen er god til mord
Vejle er ny destination for dansk krimipar
Forfatterparret Anders Klarlund og Jacob Weinreich, der er bedst kendt under krimipseudonymerne A.J. Kazinski og Anna Ekberg, bor og skriver i København, men de prøver at se bort fra hovedstaden, når de vælger locations til deres bøger.
”Der udkommer så mange romaner, der foregår i København. Vi vil gerne brede paletten ud og fortælle andre historier om Danmark. Jacob er jo også fra Jylland, så det føles naturligt at søge herover,” fortæller Anders Klarlund.
Sidste år udgav de krimien 'Den hemmelige kvinde', der primært foregik i Silkeborg. Og i deres nye krimi af Anna Ekberg, 'Kærlighed for voksne', har de placeret et bestialsk mord og et plaget ægteskab i Vejle. Fordi Vejle er en af landets smukkeste byer, ifølge Jacob Weinreich.
Malerisk
”Der er noget malerisk over Vejle, noget romantisk, der passer godt til Anna Ekbergs univers. De store bøgeskove, fjorden, åen, vadområderne og naturen. Vejlefjordhotellet og smukke Roms Hule spiller begge afgørende roller i historien. Hotellet er jo et gammelt sanatorium. Det ligger smukt med udsigt over fjorden, men har samtidig en lidt dunkel historie. På samme måde med Roms Hule. Den skønne natur, de dystre undertoner. Det smukke og det uhyggelige, det romantiske og de mørke sider af det menneskelige sind – det er netop Anna Ekbergs univers.”
Kærlighed for voksne er lige udkommet.
-vik