“Vi har ikke råd til at lade være - men kommunen bør betale”
De erhvervsdrivende har ikke råd til at lade være med at betale for vagter ved Klostertorv. Det er selv om, det er kommunens ansvar, mener erhvervsmand
Siden 1. maj har to G4S-vagter patruljeret på Klostertorv dagligt fra klokken 12 til klokken 19 i seks af ugens dage.
En ordning, som, ifølge de erhvervsdrivende Lokalavisen Aarhus har talt med, virker. Men det er også en ordning, som de erhvervsdrivende selv er med til at betale for.
Det er selv om, det er kommunens ansvar, mener Claus Broberg, der ejer tapasrestauranten CANblau på Klostertorv.
“Vi har ikke råd til at lade være,” lyder den klare besked fra erhvervsmanden, der samtidigt glæder sig over, at vagterne virker efter hensigten.
“Jeg er stor tilhænger af vagterne. De virker. Men vi betaler også nok til, at der skal sælges rigtig mange glas vin for at dække vores udgift til denne her ordning. Vi løfter i den grad vores del,” forklarer Claus Broberg, der sætter spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at de erhvervsdrivende skal være med til at dække udgifterne ved vagterne på det omstridte torv.
“Vi betaler i forvejen moms, skat og dækningsafgift. Det er kommunen, der bærer ansvaret for denne her problematik. Ikke os. Men jeg må understrege, at vi ikke har kunnet se anden udvej end at betale for vagterne,” fastslår Claus Broberg.
Han har som konsekvens af de mange hjemløses færden valgt ikke at have udeservering på Klostertorv i år.
Det er samfundets ansvar
Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Thomas Medom (SF), er glad for, at vagterne virker, og han er heller ikke afvisende over for en forlængelse med vagtværnet.
“Vi afviser ikke noget på nuværende tidspunkt. Vagterne er en nødløsning for at få bragt ro og orden på torvet. Jeg er rigtig glad for, at det virker,” konstaterer Thomas Medom, der dog ikke køber, at det ene og alene er kommunens ansvar at løse uroen på Klostertorv:
“Man kan ikke bare reducere det her til at gælde kommunens ansvar. Det, at forretningerne også betaler til vagterne, vidner om, at det også er forretningernes problem. De hjemløse er hele samfundets problem,” siger rådmanden, der peger på, at det er helt normalt, at forretninger selv betaler for vagtværn.
“Det er helt normalt, at forretninger og indkøbscentre betaler for vagtværn. Det ser vi mange steder i byen. Det, der er helt ekstraordinært i denne her ordning, er, at kommunen giver et tilskud til vagterne.”
Ifølge planerne skal der i slutningen af 2017 opføres fire hellesteder til den udsatte gruppe rundt omkring i byen. Derefter var det meningen, at aftalen med G4S skulle ophøre. Men nu åbner rådmanden for Sociale Forhold og Beskæftigelse op for, at ordningen kan forlænges.
“Lad os se på det, når vi skal evaluere det med Østjyllands Politi, City Foreningen og Kirkens Korshær. Jeg er ikke afvisende over for noget på nuværende tidspunkt,” understreger Thomas Medom endnu en gang.