“Det her er en dag, som de ældre vil huske”
Ældre-OL blev en vaskeægte succes på Østerbycentret med masser af store smil og glæde
Sport og gøgl i alverdens former og udgaver var på programmet, da alle kommunens plejecentre for fjerde år i træk holdt olympiade for de ældre. På Østerbycentret var de ældre i topform, da forskellige aktiviteter i ugens løb skulle gennemføres. Alt fra at gå på linje til flødebollekast over i vægtløftning og kast mod dåser blevet klaret med bravour af centrets brugere. Og det var ikke kun de ældre, der havde en festlig og morsom uge. Det samme havde de ansatte på Østerbycentret.
“Det er en rigtig sjov uge, der giver de ældre socialt samvær, hvor de morer sig sammen. Det er skønt at se, hvordan de hygger sig,” lyder det fra Gitte Sejerup, der er social og sundhedshjælper på centret, som også fortæller, at de ældre har hygget sig med mange forskellige aktiviteter hele ugen.
“Vi har haft forskelligt underholdning samt kaffe og hygge.”
En dag, de ældre vil huske
I det hele taget er Gitte Sejerup meget begejstret for initiativet med en uges olympiade for de ældre.
“Det er rigtig godt for dem. Det her er en dag, som de ældre vil huske.
Dem som har demens vil også kunne mærke det efterfølgende, selvom de måske ikke kan huske ugen så godt. Glæden sidder i kroppen,” fortsætter social og sundhedshjælperen med store smil.
Ugen sluttede i går med cirkusforestilling af Cirkus Arena på Skibhøj i Esbjerg, hvor ældre fra alle plejecentrene i kommunen havde mulighed for at deltage selvfølgelig ledsaget af popcorn og sodavand.