Cheerleading er mit liv
Christina Heine Møller lever og ånder for cheerleading. Hun ville til enhver tid vælge sporten fremfor andet
For 10 år siden startede den unge kvinde fra Hørning hos Aarhus Tigers. Hun er i dag en del af seniorholdet “Unique” og træner derudover juniorholdet “Aarhus Tigers Flawless”.
Til daglig er hun bare en helt almindelig pige, som går på tredje år på HHX i Viby, men når hun træder uden for skolens arealer, er fokusset kun på sporten.
For Christina Heine Møller kommer cheerleading nemlig altid i første række, også selvom det betyder, at hun må takke nej til fester og familiesammenkomster.
For hun har valgt at vie sit liv til cheerleading og er nok det man ville kalde en ildsjæl hos Aarhus Tigers.
“Jeg lever og ånder for cheerleading, og ville til en enhver tid vælge det her frem for noget andet. Det er en rigtig, rigtig stor del af mit liv, og jeg bruger meget tid på det, nogle gange hver eneste dag,” fortæller hun.
Christina Heine Møllers store engagement har vist sig at smitte af på juniorholdet, som hun til daglig er træner for.
“I starten kunne juniorholdet generelt ikke så meget, men de har virkelig rykket sig efter jeg begyndte at træne dem. Jeg vil da også gerne indrømme, at jeg er en hård træner og stiller høje krav til dem, men jeg ønsker jo bare at gøre dem så dygtige som muligt. Det har jo så også resulteret i, at de vandt bronze i marts til Danmarksmesterskabet,” siger hun, og tilføjer at hendes eget hold vandt sølv, hvilket betyder at de skal til EM i Prag til juni.
Men hendes store engagement i klubben stopper ikke her, for hun var i januar med til at indstille en pige fra holdet til “Danmarks bedste holdkammerat”, en titel som en af pigerne vandt til DR's sportsgalla. Udover titlen, fulgte en sportsrejse til 100.000 kroner til Barcelona til sommer, hvor holdet skal trænes af verdens dygtigste trænere.
“Jeg var med til at indstille, fordi hun er en god holdkammerat, men også fordi, at jeg gerne vil promovere cheerleading,” fortæller hun.
“Jeg prøver rigtig meget at nedbryde de fordomme, der er om cheerleading, for det er faktisk en hård sport. Det at vi vandt, har jo givet rigtig meget god reklame, og jo større sporten bliver, jo bedre,” siger hun.
Fest og farver
Men at bruge alt sin tid på sporten, har også vist sig, at have sine konsekvenser, for de ting, man måske normalt ville gøre, når man er 19 år og går på en ungdomsuddannelse, er ikke muligt for hende.
“Det er svært at få det hele til at hænge sammen. Men vi har en mentalitet ved Aarhus Tigers, at man vælger ting fra for at komme herind, fordi det er en elitesport, og jeg går på et elitehold og træner et elitehold. Men det betyder så også, at der jo er mange fester, jeg ikke kan komme med til,” fortæller hun, og understreger:
“Det kan være rigtig svært at der er ting, man ikke er med til, og at man bliver lukket ude af noget af fællesskabet, netop fordi det kan være svært for folk at forstå, hvorfor det fylder så meget, hvis man ikke selv har prøvet noget lignende.”
Men Christina Heine Møller er fortrøstningsfuld.
“”Man vender sig jo til det. Og så husker jeg mig selv på, at det de får ud af fællesskabet til festerne, det får jeg her på en anden måde,” siger hun.