Fortsæt til indhold

Havefesten i Stilling er tilbage

Havefesten på Søvejen 65 har holdt pause i to år. Nu vender den stærkt tilbage 1. juli med Thomas Buttenschøn som hovednavn

Samfund
Af Alexandra Bach

Nu er det snart tid til at nyde en gratis koncert, når Bent og Grethe Jacobsen igen lukker de lokale ind i deres unikke og store have på Søvejen i Stilling.

Med to års pause er arrangørerne Nina Kirk og hendes far Bent Jacobsen nemlig igen klar til at byde velkommen, men i år med et fornyet koncept, der dog stadig holder fast i den gamle ånd. For det nye er, at det i år ikke er Rasmus Nøhr med Danmark Dejligst, som ellers i tre år har gæstet scenen.

For arrangørerne blev enige om at slutte samarbejdet med ham, da havefesten skulle beholde den lokale ånd og ikke gå hen og blive et kommercielt koncept.

“Pausen kom i kraft af, at jeg besluttede at stoppe samarbejdet med Rasmus Nøhr og Danmark Dejligst, fordi det ellers ville være blevet for stort og kommercielt, og det er ikke i havefestens ånd,” siger Nina Kirk, der er arrangør.

“For at sørge for, at gøre det ordentligt, så havde vi simpelthen ikke fået planlagt noget, som vi synes, vi kunne stå inde for sidste år. Selvom det er et beskedent arrangement, så synes vi stadig, det skulle være gennemført,” fortæller hun.

Så nu står arrangørerne klar til at give de lokale den havefest, som de fortjener. Selvom noget af konceptet er ændret, handler det dog stadig om det samme, fortæller Nina Kirk.

“Konceptet har hele tiden handlet om, at vi gerne vil lave en unik oplevelse for de folk, der bor i lokalområdet. Det her med, at det skal være helt nede på jorden, og at det handler om at få en god oplevelse, om nærvær og være sammen med folk, man holder af. Det er det som min far og jeg gerne vil holde fast i,” siger hun.

Ny kunstner

Det ændrede koncept ligger derfor i, at der i år er kommet en ny kunstner på banen.

“Det nye er, at det i år er Thomas Buttenschøn, som kommer og spiller. Han er ven af vores familie, og jeg er vokset op sammen med ham i Gylling, hvor jeg har sunget i ungdomsgruppeband med ham, da vi var omkring de 15 år. Vores forældre er også venner, og det er også derfor, at han gerne vil komme til arrangementet og spille,” fortæller hun.

Derudover vil der også komme andre lokale for at spille, og det er ifølge Nina Kirk meget vigtigt, at det ikke kun er store navne.

“I stedet for at det bare bliver en liste med store navne, har det været vigtigt for os at få flere lokale til at komme og spille. Det der med, at det potentielt er ens far, nabo eller fodboldkammerat, der spiller, det er da bare hyggeligt,” understreger hun.

Brænder for det

Men hvorfor vælger man år efter år at fylde haven op med en masse fremmede mennesker? Det gør man, ifølge Nina Kirk, fordi, at man simpelthen ikke kan lade være:

“Jeg gør det her, fordi jeg elsker at skabe oplevelser for mennesker. Det at kunne lave festen i haven hos mine forældre og se alle de mennesker, der sidder og nyder det, det er en følelse, der ikke kan sammenlignes med noget.”

Selvom festen er selvfinansieret, er det stadig noget Nina Kirk og familien gerne vil gøre for lokalsamfundet.

“Det er ikke en pengemaskine, og det bliver det heller aldrig, men vi er afhængige af sponsorater og det er ikke altid lige nemt,” siger hun og forklarer, at de endnu ikke er sikret nogle sponsorater, men at det er noget, der ofte kommer den sidste måneds tid, inden havefesten finder sted.
Dog påvirker det ikke arrangørerne, for de gør gerne det hårde arbejde for at sikre en god havefest for de lokale.

Frivilligfest

Men fordi festen er selvfinansieret, er arrangørerne altså afhængige af frivillige hænder til at få tingene til at køre rundt. Og selvom de allerede har fået en del henvendelser fra folk, der gerne vil hjælpe, håber de alligevel på, at der er nogle flere, som melder sig på banen.

“Vi har i år valgt at lave en frivilligfest 16. juni. Det gør vi fordi, at det er bærende, at der er nogle, der gider komme og hjælpe os. Så hvis folk har lyst til at komme, må de meget gerne det. For om man vil stå i baren i en time eller købe varer ind til festen, så betyder det noget, for hvad end man bidrager med, så har det en betydning,” siger hun.

Til frivilligfesten vil der være mad og drikke, og så vil der blive talt om, hvad der skal gøres til havefesten. Hvis man ønsker at hjælpe, opfordrer Nina stærkt til, at man kontakter hende. Hun afslutter med at fortælle, at hun glæder sig til, at de igen i år kan byde velkommen på Søvejen 65.