Kommunen tilbagebetaler p-afgifter
En fejl betyder, at Aarhus Kommune tilbagebetaler 669 p-afgifter, der blev givet under et parkeringsforsøg i Øgaderne i efteråret. Aarhus Kommune indførte beboerparkering i Øgaderne på forsøgsbasis i efteråret. Skiltningen under forsøget manglede dog en principiel godkendelse, så pengene tilbagebetales nu.
"Vi har lavet en dum fodfejl, og det beklager vi. Vi strammer selvfølgelig op på de interne arbejdsgange, så vi undgår, at sådan en fejl sker igen. Fejlen er især ærgerlig, fordi det er en plet på et ellers vellykket forsøg, der gav positive tilbagemeldinger fra beboerne i området," siger Kim Gulvad Svendsen, driftschef i Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.
Alle bilister, der har modtaget en p-afgift under forsøget, bliver kontaktet direkte. Har man fået en afgift, skal man altså ikke foretage sig yderligere, oplyser kommunen.