Skanderborg deltager i spritkampagne
En ny kampagne, der skydes i gang fra uge 22, skal forhindre spritkørsel efter sommerarrangementer med alkohol
Festival, grill eller hygge på stranden. Sommeren byder på mange gode arrangementer, hvor der skal skåles i cider, øl og vin.
Dog er der stadig for mange, der vælger at tage bilen hjem. Derfor opfordrer Skanderborg kommune, i en landsdækkende kampagne “Klar til et pust” sammen med Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, folk til at lade bilen stå i et forsøg på at reducere antallet af sprituheld.
“Årstiden gør, at vi er mere uden for og mere sammen. Vi samles omkring grillmad, og så er det så også at muligheden opstår, at der kommer øl på bordet, og så har man måske ikke lige overvejet situation, inden man går i gang. Så denne her kampagne er en appel til at tænke sig om. Enten at lade bilen stå eller lade være med at drikke det ekstra,” siger Jens Peter Langballe Sørensen fra Skanderborg Kommune.
Problemet med sommeren er, at når man kigger på de landsdækkende ulykkestal, sker der altså flere spritulykker med personskade i sommermånederne end i december.
De fleste har lært at planlægge, hvordan de kommer hjem fra julefrokosten, men det kniber altså med sommerens mange impulsive arrangementer, hvor der er mulighed for at køre forbi venner og grille eller få nogle øl på strandturen, som der ellers ikke var lagt ind i planen.
Derfor opfordrer Jens Peter Langballe Sørensen til at tænke sig om, før man sætter sig bag rattet.
“Det er nødvendigt med sådan en kampagne, fordi vi stadigvæk ser sprit er involveret i en for stor andel af de trafikulykker, der sker ude på vejene. Og man bør kun sætte sig bag rattet, hvis man er helt sikker på, at man ikke har fået for meget alkohol,” siger han og fortæller, at der i Skanderborg vil blive sat plakater op langs vejene med budskabet, om man er klar til et pust.
Politiet tager del
Politiet vil fra den 2.-11. juni sætte ind med ekstra spritkontroller på vejene for at stoppe de bilister, der ikke har forstået kampagnens budskab om at lade bilen stå, selvom man har drukket alkohol
I Rådet for Sikker Trafik opfordrer man desuden flere til at hjælpe hinanden sikkert hjem. Man skal starte med at spørge, hvem der skal køre hjem, før den første øl eller vinflaske åbnes. Det kan være med til at sikre, at flere tænker sig om en ekstra gang og vælger at drikke noget uden alkohol. Er man i tvivl om en person kan køre sikkert hjem, så bør man også blande sig.
“Spritkørsel er hvert år skyld i, at personer kommer alvorligt til skade eller mister livet. Derfor har vi alle et ansvar for, at vores gæster kommer sikkert hjem. Spørg om du skal ringe efter en taxa eller tilbyd overnatning, hvis du er i tvivl, om en af dine gæster kan køre forsvarligt hjem. Det kan være med til at forebygge en alvorlig trafikulykke, når man blander sig,” siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik, i en pressemeddelelse.