Kædevillaer på vej i Hadsten
Snart får den Hadsten nord for Aarhus 10 nye arkitekttegnede boliger. Familieboligerne ligger på Elverhøjen i den sydøstlige del af byen, og bag projektet står det lokale byggefirma Favrskov Byg, der har alliereret sig med Nodo Arkitekter i Aarhus til at tegne boligerne.
”Boligerne får en spændende arkitektur med tre forskudte planer, en anderledes indretning og to integrerede terrasser. De er perfekte til den aktive familie, der vil bo i en eksklusiv bolig i grønne omgivelser kun 20 minutter nord for Aarhus,” siger bygmester Michael Gertsen fra Favrskov Byg ifølge en pressemeddelelse fra firmaet.
De første boliger forventes klar i julen 2017. Boligerne er på 160 kvadratmeter og ligger på grunde på cirka 500 kvadratmeter med udsigt over Kollerup. De har alle dobbelt carport, overdækket altan og kræver minimalt vedligehold.
Elverhøjen ligger tæt på fritidsaktiviteter i naturen. Der er flere stier i nærheden, som er perfekte til gå- og løbeture, og Lilleåen 500 meter fra boligerne giver mulighed for fiskeri.