Iben har rejst sig efter otte års nedtur

“Jeg kunne ingenting. Jeg havde kroniske smerter og var helt hævet op. Jeg havde altid været 'syge Iben'. Jeg troede aldrig, at det skulle blive bedre,” siger Iben Andrea Aarestrup.
Den 35-årige fredericianer smiler smittende. Hun ligner slet ikke en, der er syg, smerteramt og deprimeret. Men det er hun heller ikke. Ikke længere.
Iben led i mange år af gigt i kæben. Sygdommen gav symptomer i hele kroppen.
“På smerteklinikken har man en skala fra 0 til 10. Mine smerter lå konstant på otte-ti. Nu er de nul,” siger hun og smiler igen.
Vejen væk fra de stærke smerter er blandt andet gået gennem tre operationer. I dag har hun en ny kæbe af titanium.
“Vi ved ikke, om sygdommen var medfødt, eller om den blev udløst af, at jeg som barn fik et skateboard i hovedet,” siger Iben.
Sygdommen sendte hende væk fra arbejdsmarkedet og ud i en deprimerende nedtur, hvor hun efter otte års ledighed totalt havde mistet troen på sig selv og på, at hun nogensinde skulle få en almindelig hverdag med kolleger og arbejdsglæde.
Men det fik hun. Til sidst.
Mens Iben var syg, var der ikke meget at smile over.
“Det var faktisk kun min datter og hendes far, der fik mig ud af sengen om morgenen,” siger hun og ser pludselig alvorlig ud.
“Når man er så syg, som jeg var, bliver man også bange. Og jeg var så bange for at svigte min datter,” siger hun og tænker på tiden, hvor hun ikke havde overskud til noget som helst.
Nu er overskuddet tilbage. Men det er ikke kommet af sig selv. Tværtimod har Iben skulle arbejde for sagen.
“Jeg havde knapt rejst mig fra operationsbordet, før jeg begyndte at modtage breve fra Jobcentret om beskæftigelse, 225 timers-regel og så videre. Det var et pres, som jeg slet ikke følte mig klar til.”

Op og i gang

Efter lidt tid kom Iben med i et program, Jobcentret står bag. Det hedder Step One og handler primært om at komme i gang efter lang tids ledighed.
“Det var otte uger med badminton, træning og motion. Jeg opdagede, at min krop fungerede igen - det havde jeg vænnet mig til, at den ikke gjorde. Jeg begyndte at cykle lange ture - og jeg købte en ny cykel. Jeg var sluppet ud af min krops fængsel. I otte år havde jeg ikke haft kontakt med min egen krop,” siger Iben og forklarer, at den manglende kontakt kom til udtryk på mange måder.
“Jeg kunne for eksempel ikke bøje mine tæer uden at bruge fingrene til det. Tæerne reagerede slet ikke. Det gør de nu.”
Så snart kroppen begyndte at fungere, stod Jobcentret klar med nye tilbud og forventninger.
Igen følte Iben sig ikke klar.
“Jeg tog af sted, selvom jeg hadede det. Det var frygteligt. Jeg følte ikke, at jeg kunne klare det. Jeg græd og følte mig presset,” siger hun.
Tårerne kom ikke bare én gang men mange gange, når hun mødte ind på Jobcentret. Men efterhånden ændredes hendes oplevelse.
“De tog hånd om mig. Og gradvist kom jeg til at elske at komme her. Jeg fik blod på tanden og sørgede for at forberede mig hjemmefra. Og selvom jeg var nervøs, skete der noget i mig: Jeg holdt op med at sige 'jeg kan ikke' og begyndte at sige 'jeg skal'. Og så blev jeg nysgerrig på, hvad det kunne blive til,” siger hun med et smil.

Stor arbejdsglæde

Forløbet med Jobcentret fortsatte, da Iben kom med i projekt Jobjagten.
Ifølge konsulent Linda Høyer, som har været Ibens tro følgesvend i projektet, handler Jobjagten om at se på den enkelte ledige.
“Vi fik i høj grad frie hænder til at parkere reglerne og koncentrere os om resten. Vi genskaber den lediges tro på egne evner,” siger Linda Høyer.
Projektet begyndte i august sidste år. I skrivende stund har 68 langtidsledige været igennem projektet, og Linda Høyer fortæller, at 17 er kommet i ordinært arbejde.
Iben er en af de 17. Og det er hun lykkelig for.
Vejen til jobbet gik blandt andet gennem et forløb med virksomhedspraktik hos Biltema.
“En dag, kom de og sagde, at de gerne ville fastansætte mig,” siger Iben.
Hun kan tydeligt huske det.
“Min chef sagde 'hvis bare du lover at blive ved med at være dig selv, så har vi plads til dig'.”
Det var i marts, og hun har været fastansat siden april.
At vende tilbage til arbejdsmarkedet efter at have været så længe væk, har givet hende en helt ny livs-indstilling.
“Jeg ser andre, der aldrig har været væk fra arbejdsmarkedet: De tager bare på arbejde og ser på det som en selvfølge. Men fordi jeg har været de her otte år igennem, er min glæde ved at arbejde ekstra stor. Jeg tager på arbejde, fordi jeg kan lide det. Et arbejde er ikke bare et arbejde for mig. Jeg hygger mig og kan lide at møde ind. Jeg cykler til arbejde hver dag - uanset vejret,” siger Iben og smiler.
Fordi hun kan.