FKI i Farre samler ind til forsamlingshuset
Farre kultur- og Idrætsforening (FKI) påbegyndte for halvandet år siden projektet, der skal udvikle og forny forsamlingshuset til et kultur-, forenings- og tidssvarende forsamlingshus.
Foreningen har nu tilsagn fra LAG Randers/Favrskov, Landsbyrådet i Favrskov kommune og fra fonde, så totredjedele af de økonomiske midler er på plads, og nu er man i gang med indsamling af penge fra de lokale borgere, hvor alle borgerne i Farre og omegn gerne skulle have besøg inden udgangen af juni.
“Vi håber på stor velvilje fra borgene til at ville støtte deres lokale forsamlingshus, der er et helt nødvendigt aktiv i vores lokale landsbysamfund, og for at det fortsat kan udlejes og anvendes til de mange lokale arrangementer er det altafgørende, at det 112 år gamle forsamlingshus renoveres og opgraderes til at moderne kultur- og forsamlingshus,” skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Man forventer at påbegynde renoveringen 1. september og regner med at være færdige senest 1. februar.jesl