Fortsæt til indhold

Hvad er ligheden mellem racehunde og racerbiler?

Samfund
Af fagdyrlæge Pia Vaaben, Bistrup Dyreklinik

Hvis racehunden er en fransk bulldog er svaret:
Dyrere i anskaffelse, dyrere at forsikre, skal oftere til service og holder ikke så længe som deres artsfæller. Præcis som en Alfa Romeo.
En humoristisk og interessant, men bestemt ikke uvæsentlig sammenligning, som Peter Sandø, professor ved Københavns Universitet, har bragt frem.
Det er almindeligt kendt at racer som franske og engelske Bulldogs lider af arvelige lidelser som følge af det, fagfolk kalder overtypning. Udtrykket dækker over at det karakteristiske racepræg gennem avlsarbejdet overdrives, eksempelvis det fladtrykte næseparti. Når næseryggen er for kort, næseborene for små, tungen er for bred, ganen for lang, er der ikke meget plads tilbage for passage af ilt. Eksempelvis beskrives Bulldogens vejrtrækning ofte 'som om, den at trækker vejret gennem et sugerør', hvilket må være anstrengende og desuden kan give anledning til panik og kollaps ved anstrengelse eller ophidselse.
Hvorfor tiltrækkes vi mennesker alligevel af hunderacer med ekstreme karaktertræk?
En ny undersøgelse, udført af blandt andre Peter Sandø, har forsøgt at klarlægge, hvorfor disse hunde er så efterspurgte. Undersøgelsen blev gennemført med spørgeskemaer til ejere af fire racer; Fransk Bulldog, Chihuahua og Cavalier King Charles, hvor fælles for de tre racer er en høj forekomst af avlsrelaterede velfærdsproblemer. Den fjerde race i undersøgelsen var Cairn Terrieren, som ifølge statistikken er en sund og robust race, som lever længere end de fleste. Cairn Terrieren fungerede som kontrolgruppe i undersøgelsen.
Peter Sandøs undersøgelse konkluderede, at når vi vælger hunderace, er det forskelligt hvad vi motiveres af:
Ÿ For ejere af Cavalier og Bulldogs er det hundens udseende og personlighed som var vigtigst for valget. Dette trods ejernes viden om, at disse racer forbundet med risiko for dobbelt så store dyrlægeudgifter i forhold til andre hunde.
Ÿ Hos ejere af Cairn Terrieren er sundhed derimod afgørende for valg af race.
Dyrevelfærd er altid et aktuelt emne, men særligt i år er der fokus på området. Verdenskongressen for dyrlæger afholdes i år i København, og temaet er netop dyrevelfærd og sundhed i avlen.
Der er brug for en indsats på området for at forbedre sundheden i avlsarbejder, og det er ikke kun opdrætternes ansvar - vi har også som hundeejere et ansvar for at påvirke dette gennem vort valg af hund. Som dyrlæger må vi også gennem oplysning om de sundheds- og adfærdsmæssige konsekvenser af ekstremt avlsarbejde forsøge at påvirke dette til gavn for både dyr og mennesker. Vi vil gerne beholde disse populære racer, som er så højt elsket for deres store personlighed og nuttede udseende, men i en udgave, hvor de eksempelvis kan trække vejret frit.
Med ønsket om, at i nær fremtid vil den franske bulldog flytte sig fra at være bilernes svar på den italienske Alfa Romeo til at være bilernes svar på en Mercedes.