Spis dig mæt i stegt flæsk, dansk bøf eller tarteletter for 99 kroner
Nyt spisested i Horsens med dansk mad
Kan du li' stegt flæsk med persillesovs, dansk bøf med tyk brun sovs og bløde løg eller tarteletter med hønsekødsfyld?
Så er 'Byens Spisehus' på Torvet i Horsens nok lige noget for dig. Byens Spisehus er en mellemting af et cafeteria og en restaurant, hvor du kan spise dig mæt i en af de tre klassiske danske retter med tilbehør for 99 kroner. Børn og pensionister, der ikke kan spise flere portioner, kan få det til 45 kroner ved at købe en portionsanretning.
“Det er tanken at lave et sted med populær dansk mad, hvor børnefamilier og pensionister kan være med. Det er ikke gourmet, og det er simpelt anrettet, men det smager godt, og du skal ikke vente længe på maden,” fortæller David Allermand, der åbner spisestedet sammen med sin kone Sara.
Den stegte flæsk med persillesovs serveres med kartofler, rødbeder og agurkesalat, og der følger sovs, kartofler og bløde løg med til hakkebøffen.
“Du kan godt skrive, at sovsen hænger ved,” fortæller David Allermand med et grin.
Det nye spisested i Horsens har åbent mandag til lørdag fra klokken 12-21 og søndag 17-21. Om dagen er der også mulighed for at bestille en pariserbøf eller et stjerneskud, og om aftenen er menuen udvidet med wienerschnitzel.
Spisestedet har adresse på Torvet 26 i Horsens, hvor man har overtaget lokalerne fra Restaurant Dansk, der lige er lukket. Nogle af restaurantens ansatte fortsætter hos 'Byens Spisehus', der i alt får cirka otte ansatte inklusive deltidsansatte.
Der bliver 28 siddepladser på 'Byens Spisehus'.