Fortsæt til indhold

Farlig strækning får cykelsti

Overskud på budgettet giver millioner til cykelsti på Holmegårdsvej og til renovering af kommunale bygninger

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

En cyklist blev i december påkørt og døde i en tragisk ulykke på Holmegårdsvej i Hillerød. Nu sætter byråd 10 millioner kroner af til at bygge cykelsti på strækningen, som Cykelforbundet Hillerøds formand, Leni Blensø, har kaldt “Hillerøds farligste strækning” her i Hillerød Posten efter ulykken.
Pengene blev afsat efter årets første budgetopfølgning, som byrådet godkendte på deres møde i onsdags, hvor de også afsatte syv millioner kroner til renovering af kommunale bygninger i 2017.
At byrådet sådan kunne kaste millioner efter projekter skyldtes, at bugdetopfølgningen som hovedresultat viste en forventning om en samlet mindreudgift på 28,7 millioner kroner i 2017.
“Det ser positivt ud,” sagde borgmester Dorte Meldgaard (K) på mødet, men pegede dog på, at der i overslagsårene 2018-2021 er en belastning af budgettet , og der skal indhentes noget på kommunens kassebeholdning, som der er et ønske om skal være på 100 millioner kroner.
Flere politikere glædede sig over det økonomiske råderum, som især er opstået på grund af mange grundsalg i år.
“Det er fantastisk godt, at vi kan begynde på stien, og de kommunale bygninger trænger,” sagde Rikke Macholm (SF).
Alle byrådsmedlemmer stemte for indstillingen, så der nu afsættes 10 millioner kroner til stien fordelt 500.000 kroner i 2017, 4,5 millioner kroner i 2018 og fem millioner kroner i 2019.
Da sagen blev behandlet på Økonomiudvalget var der opstået et ønske om at få tallene uddybet, blandt omkring kommunens kassebeholdning. Og det opstod der diskussion om, da SF og Fælleslisten havde stemt imod. Rikek Macholm forklarede på byrådsmødet, at hun ikke ønskede at belaste forvaltningen mere end nødvendigt, og hun mente, at oversigten i sagsfremstillingen var tilstrækkelig.
“Jeg synes, det er en uskik at bruge forvaltningens tid på unødvendige opgaver. Når vi ved nok, så behøver vi jo ikke vide mere. Vi skal bruge rådshusets ressourcer bedst muligt,” sagde hun.
Men Venstres Peter Frederiksen mente, det ekstra notat var nødvendigt:
“Der har spredt sig en euforisk stemning om den økonomiske situation i Hillerød, og man kan læse i avisen, at vi vil bruge millioner på det ene og andet. Derfor har vi bedt økonomichefen om at komme med et lille notat, som viser, at der faktisk er en række indikatorer, som lyser rødt. Så det ser ikke så godt ud, som vi troede,” siger han og eger bladt andet på, at kommunens kassebeholdning ifølge beregningerne kan ende på minus 3,7 millioner kroner i 2021.
“Årets resultat er positivt, men vi overholder kun økonomistyringsprincipperne i ét af de fire år,” sagde han.
Borgmesteren understregede, at det havde været et stort arbejde for forvaltningen at lave det ekstra notat:
“Der er brugt meget krudt på at lave det. Men det er klart, vi ikke skal ende på minus likviditet. Men derfor arbejder vi jo også med et omprioriteringskatalog. Det er naturligvis et øjebliksbillede, der viser sig,” sagde hun.