Elbron er rollemodel for udsatte unge i Horsens
Elbron har kæmpet for at skabe sig et godt liv i Danmark. I dag hjælper han socialt udsatte unge i Horsens til et bedre liv
Elbron Betsayyad kom til Danmark som 3-årig. Elbrons mor, far og søster var på flugt fra Iran og den igangværende islamiske revolution.
“Min far var kristen præst, så det var ikke sikkert for os at være i Iran,” fortæller den nu 23-årige Elbron Betsayyad.
Målet var egentlig USA, hvor flere af Elbrons familiemedlemmer boede, enten fordi de var flygtet dertil, eller fordi de var flyttet i jagten på den amerikanske drøm. Flyet til Amerika mellemlandede i Kastrup Lufthavn, hvor Elbrons familie blev plukket ud af køen. Det blev opdaget, at de dokumenter, familien havde fået fremstillet i Tyrkiet, var falske, så Elbron og resten af familien kom ikke længere.
I to år boede de på et asylcenter på Sjælland, før familien flyttede til Horsens i et stort lejlighedskompleks i Sundparken.
“Min familie er meget kristen og går i kirke flere gange om ugen. Selv er jeg mere ateistisk, men kan genkende mange af kerneværdierne i kristendommen - man skal elske sin næste og behandle andre godt. Jeg kalder det bare livsværdier. Jeg har altid været meget fornuftig og kunnet skelne godt fra ondt og rigtigt fra forkert,” siger Elbron.
Som Elbron voksede op i Sundparken, så han, hvordan flere, han kendte, endte i kriminalitet, misbrug eller fængsel. Elbrons forældre havde det heller ikke nemt i Danmark, hvor deres uddannelser ikke kunne bruges, og de ikke talte sproget. Elbron var fast besluttet på at skabe et bedre liv for sig selv i Danmark end det liv, han så sine forældre og bekendte i Sundparken havde.
“Der ville jeg ikke ende. Det holder ikke i længden at være en klovn og ikke tage ansvar. Så jeg tog mig sammen, og jeg klarede mig bedre i skolen,” siger Elbron.
I dag læser han til finansøkonom i Aarhus, men er blevet så glad for at bo i Horsens, at han ikke vil flytte.
“Jeg bliver i Horsens. Jeg kender alle på min alder i byen, og jeg føler mig tilpas her.”
Vil hjælpe andre
Elbron kom selv sikkert gennem teenageårene, men så i sit nærmiljø, hvor galt det kunne gå. Han ønskede at hjælpe et andet ungt menneske med at komme godt ud på den anden side.
“Jeg har altid ønsket mig en lillebror. En, jeg kunne vise, hvad man skal holde sig fra. Jeg har selv haft mentorer, og jeg vil gerne hjælpe andre på vej, som jeg selv er blevet hjulpet. Så så jeg en dag et opslag om, at man kunne være rollemodel for en socialt udsat ung. Jeg sendte straks en ansøgning,” fortæller Elbron.
Opslaget var fra Klub Move, der er et tilbud til socialt udsatte unge mellem 12 og18 år i Horsens Kommune, drevet af foreningen Jysk Børneforsorg/Fredehjem. Den unge matches op med en frivillig agent, der i seks måneder arbejder sammen med den unge om at få psykisk velvære, en god skolegang og en sund fritid.
Elbron har nu været frivillig i Klub Move i et halvt år. Hver tirsdag mødes han med de andre agenter og unge i Klub Moves klubhus til fællesspisning, kortspil, fodbold eller andet. Derudover mødes han en gang om ugen alene med den unge dreng, han hjælper. Hver anden gang de mødes, hygger de sig med et slag pool eller en tur i svømmehallen. De andre gange snakker de om, hvilke ting der har været svære for den unge i den seneste uge.
Elbron bruger 60-70 timer på sit studie i Aarhus og sit arbejde på en vandpibecafé i Horsens, men finder alligevel tid til sit frivillige arbejde, der tager cirka fire timer hver uge.
“Jeg har masser at se til, men der er alligevel plads, fordi det, jeg laver, betyder noget. Jeg ser det ikke som et arbejde. Det er hyggeligt, og min ung og jeg har et venskab og et godt samarbejde.”
Der er flere unge på venteliste til at få en agent og blive en del af Klub Move. Tilbuddet mangler især unge mandlige frivillige.
“En lille indsats kan gøre en kæmpe forskel for en ung, der føler, verden er ved at bryde sammen,” siger Elbron.