Bak og Valgren på bakken i Hadsten
Efter et års pause blev det populære gadeløb i Hadsten genoptaget
Tour de France-rytterne Lars Bak og Michael Valgren kom til Hadsten torsdag aften i god tid.
Selvom løbet først skulle køres kl 19.30, brugte de to tiden sammen med deres fans i fan-zonen, hvor der blev givet autografer og snakket cykelløb i afslappet stil.
I målområdet stod løbets fader Jesper Tikiøb og kiggede. Han har fra dette år overgivet løbet til Hammel Cykle Klub, efter han sendte de første ryttere afsted tilbage i 1993.
"Det føles godt, det er det rigtige tidspunkt," sagde Tikiøb, der har været tæt på sidelinjen inden dette års Grand Prix.
Hammel Cykle Klubs fungerende formand Jesper Dannerfjord nød aftenen, med den flok sommerfugle, som skal være i maven på arrangøren.
"Vi er jo vant til at arrangere cykelløb, og vores eget forsøger vi hvert år at forfine. I aften er det en fest for os, Favrskov Kommune og Hadsten," lød det.
Eliteløbet blev vundet af Jonas Aaen fra Riwal-Platform Cycling.