Fortsæt til indhold

Fire busruter risikerer snart at blive nedlagt

Der skal spares 35 mio. kroner på busdriften i Region Midtjylland, som har udsendt en liste over de ruter, der kan forvente at blive påvirket af besparelserne

Samfund
Af Janni Kehlet Nielsen

Region Midtjylland har i sidste uge udsendt en liste over de ruter, man mener, vil kunne nedjusteres eller lukkes helt under Midttrafik. I alt er der tale om 17 ruter i hele regionen - heraf fire på Djursland.

Her er det rute 221, der kører mellem Hornslet over Voldum og til Randers. Rute 212, der kører mellem Ebeltoft over Ryomgård, Kolind, Auning og til Randers. ‘Kystruten' - rute 213, der kører fra Randers over Vivild, Fjellerup og Glesborg til Grenaa, samt rute 351, der kører fra Grenaa til Ebeltoft over Ålsø, Ålsrode, Balle, Rosmus, Hyllested og Dråby, der er i farezonen.

Vil bevare status quo

Det er endnu ikke endeligt besluttet, hvilke ruter, der skal nedlægges, men Region Midtjylland har sendt listen med mulige ruter til nedlæggelse ud til borgmestrene i de forskellige kommuner, så de har mulighed for at komme med bemærkninger.

Dette kan kommunerne gøre frem til udgangen af august i år, og de er allerede godt i gang.
Syddjurs Kommune er allerede i dialog med Midttrafik, og sammen prøver de at finde løsninger, fortæller Kirstine Bille (SF), viceborgmester i Syddjurs Kommune.

“I forlængelse af den mobilitetsstrategi, vi har lavet med Norddjurs Kommune, prøver vi at finde løsninger. Måske skal vi have enten en telebus, som kører, hvis man ringer, eller en flexbus, der kører fra dør til dør nogle steder. Det kan være træls for folk, hvis nogle ruter bliver lavet om, men vi vil virkelig gøre meget for at bevare status quo eller lave det bedre. Hvorvidt det vil koste kommunen flere penge, ved vi ikke endnu,” siger Kirstine Bille.
Kan gå ud over bosætning

Landdistrikternes Fællesråd advarer mod nedlæggelse af ruterne, ikke bare på Djursland men i hele Region Midtjylland, fordi de mener, at det vil gå ud over bosætningen i områderne. For hele regionen er der tale om 17 busruter, som enten skal skæres helt væk eller nedjusteres i driften.

“Det er jo netop hovednetværket af bussystemet, man vil skære væk. Det er det, der kører på tværs af kommunerne mellem deres hovedbyer. Det har altså en stor værdi. Det har en betydning, og der er mange, som indretter deres hverdag efter det. Derfor er det ikke et sted at skære,” siger formand Steffen Damsgaard i en pressemeddelelse.

En trafikplan på vej

En trafikplan for Djursland er under udarbejdelse, og den tager afsæt i Djurs Mobilitetsstrategi og den fremtidige letbanebetjening.

Det er meningen, at dele af denne trafikplan først skal implementeres, når der fuld letbanedrift på Grenaabanen fra januar 2019. Det vil sige, at der med virkning for budget 2018, fra køreplanskiftet i juni 2018 kan gennemføres ophør med finansiering af strækninger, der ikke direkte er knyttet op på letbanedriften fra Midttrafiks side.

I Syddjurs Kommune opfordres borgerne til at byde ind med deres idéer og kommentarer, så det nye system for busdriften på Djursland kommer til at passe bedst til borgernes behov.

“Jeg vil klart anbefale, at man kommer med kommentarer, for måske ser vi tal, der ikke passer til virkeligheden for nogle mennesker. Så det er fint, hvis man reagerer og giver sin kommentar med. Det er vigtigt for os, for systemet skal passe til virkeligheden,” siger Kirstine Bille.

Det er hverken politisk vedtaget eller drøftet, hvilke ruter Region Midtjylland kommer til at fjerne støtten til, selvom bruttolisten er sendt ud.

Det ligger dog fast, at regionen skal nedbringe den økonomiske udgift til busdrift.