Tove elskede at underholde
Allerød Nyt har modtaget følgende nekrolog om Tove Rasmussen, skrevet af Lisbeth Haugstrup på vegne af Lillerød Revyen:
Med hatten på sned, noget på hjerte og en vise at underholde med: Sådan kender vi Tove Rasmussen. Lillerød Revyens moder og et kendt ansigt i byen.
Tove elskede at underholde, og hun fortalte gerne om, hvordan hun i 1957 flyttede fra Bjæverskov til Lynge Overdrev med sin mand Åge og to små børn og blev selvbygger. Om hvordan et 'sommerhus', lavet af forskallingsbrædder og appelsinkasser med en lejet presenning som tag uden el og varme, var deres bolig, mens de byggede det hus, der nu står på Duevej 1, fra grunden. Åge murede hjørnerne og Tove murede det imellem, og hun svang både spade, murerske og hammer som en anden murersvend, så de på Toves fødselsdag 12. januar 1958 kunne flytte ind i kælderen.
3148 kr. for 2516 kvm. - se, det var tider. Der var opmærksomhed om Tove og den lille familie allerede dengang, og en journalist skrev en artikel om nybyggerparret på Lynge Overdrev, hvilket resulterede i, at folk skrev breve og sendte ting til dem, bl.a. 12 natpotter fra en dame, der havde haft et pensionat - de var gode til at have søm i, som Tove sagde.
Mange kender Tove fra Lillerød skole, hvor hun var lærer fra 1970-1998. Tove kendte alle elever fra 5. klasse og frem, for de havde alle været med i skolekomedien med historier, Tove ofte selv digtede og skrev, så der var en rolle og noget at lave til alle elever - ingen blev overset. Tove underviste også skolens kor og lavede i mange år Lucia og krybbespil i Lillerød kirke. Toves kreative åre brugte hun i sit lærerjob og underviste også i formning, udover at være tysk-, dansk- og klasselærer.
Udover sit job og sin store familie med syv børn var Tove også i mange år involveret i Overdrevsscenen, hvor hun udover selv at skrive nogle af stykkerne var skuespiller samt instruktør i perioder.
Tove har undervist i folke- og squaredance og sluttede først som underviser i squaredance på Engholmskolen, da hun var over 70 år.
Da Tove stoppede som lærer og gik på pension, gik hun på ingen måde i stå. Hun nød den tid, der blev til at dyrke sin glæde ved visesang og ved at male. Hun har været produktiv og har nydt at male, hvilket opgangen til hendes lejlighed også bærer præg af, da mange af Toves billeder pryder her.
I 1980 startede Tove sammen med Jens Plenge Lillerød Revyen, hvor hun var instruktør, manuskriptforfatter og skuespiller frem til år 2000. Siden har hun været en aktiv deltager bag scenen. Tove havde revyen som hjertebarn og fik involveret venner, kolleger og ikke mindst sin familie i den årlige efterårsbegivenhed i lokalsamfundet. Hun nød altid intensiteten i samarbejdet og i at få et projekt til at køre med humor og underholdning og ikke mindst at grille byens politikere med en skarp pen.
Tove har i 12 år gået som visekælling i Københavns gader sammen med en vægter, og hun var medlem af Visens Venners foreninger både i Allerød, Farum samt HOV i Hillerød. Særligt visesangen fulgte hende lige til det sidste, en interesse hun delte med sin kæreste Sven. Tove har selv skrevet mange viser, som hun var glad for at synge. Da Tove takkede af på Lillerød Revyens scene i 2000, var det med en smuk afskedsvise, hun selv havde skrevet.
Tove har haft betydning for mange. Hun var et aktivt menneske, der var glad for livet og sørgede for at have det godt og omgive sig med det og dem, hun holdt af. Hun havde netop været af sted på den årlige familiecamping med børn og børnebørn ugen før, hun stille sov ind i sit hjem i Uglevang lørdag aften 22/7. Tove efterlader sig seks børn, 17 børnebørn og fem oldebørn samt sin kæreste, Sven Howitz.
Tove har sunget sin sidste vise, men viserne og hun lever videre i os, der husker dem og hende. Og når Lillerød Revyens kendingsmelodi og sang ruller over scenen, vil vi altid mindes Tove, Lillerød Revyens moder, der er forfatter til både tekst og melodi. Den fortæller om at have noget på hjerte.
Æret være Toves minde.