Jysk Fynske Medier opkøber aviser
Jysk Fynske Medier styrker med virkning fra 15. juni 2017 sin position på ugeavismarkedet, når Danmarks næststørste private mediekoncern køber syv lokale titler af Politikens Lokalaviser.
Det drejer sig om Lokalavisens titler i Kolding, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Esbjerg, Varde og Odense. Byer hvor Jysk Fynske Medier i forvejen udgiver ugeaviser.
Samtidig sælger Jysk Fynske Medier syv ugeavistitler til Politikens Lokalaviser. Det drejer sig om Århus Onsdag, Ebeltoft Folketidende, Uge-Bladet Skanderborg, FavrskovAvisen, GrenaaBladet, Folkebladet Djursland og DjurslandPosten.
”Ugeaviserne er vores største og vigtigste annoncemarked, men det er under hårdt pres fra udenlandske konkurrenter som Google og Facebook. Derfor er det nødvendigt, at vi nu styrker os i vores kerneområder, så vi kan koncentrere os om at bekæmpe de virkelige konkurrenter. Denne handel er en afgørende forudsætning for, at vi fortsat kan leve op til vores publicistiske ambitioner om at spille en vigtig rolle for demokrati og sammenhængskraft i vores lokalområder med både ugeaviser, dagblade, nyhedssites og vores øvrige medier. Ambitioner vores konkurrenter ikke deler,” siger Jysk Fynske Mediers administrerende direktør Jesper Rosener i en pressemeddelelse.
Han oplyser, at Jysk Fynske Medier hurtigt vil vurdere situationen i alle de områder, hvor koncernen nu ejer to ugeaviser.
”Det vil blive en samlet vurdering af økonomi og vores publicistiske ambitioner, der afgør, om vi skal beholde to ugeaviser i et område. En vurdering af den publicistiske værdi af to udgivelser er afgørende, men finder vi områder, hvor en eller begge vores ugeaviser giver underskud, vil vi reagere hurtigt, for at vores ugeavisdrift skal være rentabel,” siger Jesper Rosener i pressemeddelelsen.
I Esbjerg ejer Jysk Fynske Medier 50 procent af Ugeavisen Esbjerg, mens en lokal fond ejer den anden halvdel. Her lægges Jysk Fynske Mediers aktiviteter ind i den fællesejede Ugeavisen Esbjerg.
Jysk Fynske Medier har stiftet et selskab, der med Politikens Lokalaviser som minoritetsaktionær skal drive ugeaviser med udgangspunkt i syv byer, nemlig Odder, Fredericia, Vejle, Horsens, Hedensted, Juelsminde og Børkop.
Jysk Fynske Medier fortsætter alle dagbladsaktiviteter, herunder også Århus Stiftstidende.