Nyt badehotel i Gilleleje skudt til hjørne
Antallet af ferielejligheder skal fastlægges, mener udvalg. der har sagen på igen til august
En bygherre ønsker at bygge et nyt badehotel i “Pyramiden” - det tidligere rådhus og plejehjem i Gilleleje. Men på et møde inden sommerferien besluttede plan- og miljøudvalget at bede forvaltningen undersøge sagen nærmere, inden udvalget ville tage en beslutning.
Det skyledes ifølge forslagsstilleren Morten Ulrik Jørgensen (NG), at oplægget var for upræcist, fordi bygherre vil have både hotel og et antal ferielejligheder i byggekomplekset.
“Hvis hoteldriften så ikke viser sig rentabel, så kan man i mine øjne i det nuværende forslag lave det hele om til ferielejligheder. Der er vi nødt til at bede om klare retningslinjer for, hvor mange lejligheder, der kan være. Det har hele byen og kommunen et krav på at vide,” siger Morten Ulrik Jørgensen.
Udvalget og senere byrådet skal arbejde med en ny lokalplan for området, for det er ikke muligt at drive hotel inden for de nuværende rammer. Ifølge Morten Ulrik Jørgensen skal sagen på næste udvalgsmøde, der finder sted i august.