Fortsæt til indhold

Sommerferien skal dunkes i gang i Egå

Egaa Eagles er klar endnu en gang med en basketcamp i Skæring Hallen

Samfund
Michael Wulff

Egaa Eagles – der tidligere hed HEI-basketball – er igen vært ved en stor basketcamp i den første uge af skolernes sommerferie.
Mandag morgen mødte 68 glade børn fra hele Østjylland op i Skæring Hallen, hvor otte rutinerede trænere ventede.
En af dem – Lasse Elbæk - er lige hjemkommet fra en sæson hos den svenske klub Malbas i Malmø.
Han har været coach nu fem gange på campen i Egå og er klar til at øse ud af sin erfaring.
”Jeg vil sikkert udover træningen fortælle de unge om tilværelsen som professionel, når du ovenikøbet er udenlands,” siger Lasse Elbæk, mens en flok unger kigger op til den 210 cm høje coach.
”Chris (Christoffersen, red) er nu højere, han er 218,” lyder det nede fra en af de unge spillere, der kommer fra Aabyhøj, men har helt styr på Bakken Bears, hvor Lasse Elbæk også har spillet et par sæsoner. Inden Sverige spillede Lasse hos Horsens IC.
”Man modner rigtig meget af sådan et ophold i udlandet. Selvom Malmø er tæt på Danmark, er der en anden kultur, som du skal lære at kende. Det er noget af det, jeg vil fortælle de unge de næste dage.”
Campen varer til og med torsdag 29. juni.