Et sort bælte giver ballast i livet
Karate er ikke bare fysisk træning – karate udgør også en ballast i dagligdagen i forhold til at gennemføre ungdomsuddannelse, arbejde og kærester. Det mener Caspar og Olivia fra Allerød Karate Dojo, der netop har fået deres sorte bæltegrader.
”Karaten har lært mig selvforsvar, men træningen har også optimeret min indre styrke, udholdenhed og ikke mindst lært mig, at det lønner sig at være vedholdende,” siger Olivia Egens Wang-Dantzer, der i slutningen af april fik sin sorte bæltegrad.
Caspar fik også sit sorte bælte i april.
”Lige siden jeg var helt lille, har jeg altid villet dyrke karate, og i AKD fik jeg venner, der var ligeså vilde med karate som mig,” fortæller Caspar Fløe Marschall. Ifølge Caspar lærer man at have respekt for andre og at være helt rolig, inden man går ind på gulvet til stævner. Det er god træning til eksaminer i skolen.
For venneparret giver karate styrke og udholdenhed i hverdagen, når der skal balanceres mellem skole, fritidsarbejde, venner, fester og træning. srj