Perlerække af arrangementer i de kommende dage
Den internationale kammermusikfestival sætter for 7. år Nationalpark Mols Bjerge i musik med førsteklasses koncerter på nye scener i området
Det er ikke blot ypperlige musikere fra ind- og udland, som i den kommende tid besøger Syddjurs, når musikfestivalen 'Klassiske koncerter - i Djurs og Mols' fra den 26. juli til 1. august løber af stabelen.
Med blandt de optrædende er nemlig også skuespilleren Sonja Richter, som læser op til en koncert i spisestuen på Møllerup Gods fredag 28. juli, og skuespilleren Nis Bank-Mikkelsen, som fremfører lyrik af Jeppe Aakjær til en koncert i Jagtens Hus på Kalø lørdag 29. juli.
Årets festival byder på en perlerække af musik- og koncertoplevelser i både kendte og mere utraditionelle omgivelser lige fra Rosenholm Slot og Møllerup Gods til Molskroens Orangeri, Jagtens Hus på Kalø, haven på Glasmuseet Ebeltoft og Syddjurs Kommunes nyeste scene: den flydende platform The Island ved Fregatten Jylland.
Se mere om koncerterne i egnens kirker i Dråby, Agri og Knebel på side 38 eller på www.klassiske-koncerter.dk, hvor man kan læse om alle festivalens koncerter og musikere.