Dropper nye flygtningeboliger helt
Hillerød Kommuner stopper etableringen af nye boliger. De penge, som var sat af til projekterne, kan føres tilbage til kommunekassen
Der er flere end rigeligt med boliger til de flygtninge, som kommer til Hillerød Kommune.
Det viser forvaltningens seneste prognose, som er blevet fremlagt for politikerne i Økonomiudvalget og byrådet.
Ifølge den aktuelle vurdering af behovet for midlertidige flygtningeboliger og antallet boliger vil kommunen med udgangen af februar 2018 stå med cirka 19 ledige familieboliger og 15 ledige enkeltværelser. Også i 2019 vil man stå med omkring 30 ledige boliger, viser prognosen.
Derfor anbefaler forvaltningen både at stoppe et eller flere godkendte flygtningeprojekter og at nedlægge en eller flere af de eksisterende beboelser til flygtninge.
“Vi troede, der kom mange flere flygtninge, end der gjorde. Så nogle steder har vi sat penge af i budgettet til projekter, som ikke er sat i gang endnu. De midler kan vi nu få frigivet. For der er ingen grund til, at vi binder midlerne til noget, vi ikke tror, bliver relevant,” siger borgmester Dorte Meldgaard (K).
Penge tilbage i kassen
Der er, beretter sagsfremstillingen til byrådet, ikke ankommet det forventelige antal flygtninge til kommunen i 2017. Samtidig reducerer en ny opgørelse fra Udlændingestyrelsen antallet af flygtninge på landsplan i 2017 fra 8500 personer til cirka 4000 personer.
Projekterne med at bygge fem værelser i hovedhuset på Dyremosegaard og otte lejligheder i pavilloner ved Dyremosegaard og en til to familieboliger på Baunevej 4 i Alsønderup skal derfor droppes helt, anbefaler forvaltningen. Dette stemte Økonomiudvalget også for onsdag i sidste uge.
De to projekter på Dyremosegaard er der sat henholdsvis 1,8 millioner kroner og 172.000 kroner af til, mens det ville koste 100.000 kroner at etablere familieboliger på Baunevej. De penge ryger nu tilbage i kommunens kassebeholdning:
“Det er penge, som ikke har været brugt, men som har været bundet. Så nu får vi en forøgelse af vores kassebeholdning, medmindre der sker noget inden næste budgetopfølgning, hvor økonomien peger i den anden retning. I budgetopfølgningerne følger vi jo op på alt, hvad der sker i løbet af året,” siger Dorte Meldgaard.
Boliger nedlægges
Samtidig vurderer forvaltningen, at flere af de eksisterende beboelser til flygtninge med fordel kan nedlægges for at optimere den samlede kapacitet.
Politikerne valgte at tilslutte sig, at boligerne på Åmosevej 19 i Hillerøds centrum nedlægges. Samtidig skal det vurderes senere på året, om kommunen fortsat vil leje sig ind i Lærkeparken på Skansevej i Hillerød øst.
I Økonomiudvalget besluttede politikerne dog at vente med at tage stilling til, om ejendommene på Moseholmsvej i udkanten af Ullerød og på Byvej 14B i Meløse skal nedlægges som flygtningebolig og udbydes til salg.
Politikerne vil nemlig gerne først have undersøgt, om flygtingeboligerne kan indgå i arbejdet med at finde husvildeboliger.
“Vi synes, man lige skal tænke sig om en ekstra gang, inden vi udbyder dem til salg, og se, om vi kan bruge dem til noget andet. Hvis vi nu skulle kigge på problematikken om husvildeboliger, kunne der så være nogle muligheder? Vi vil gerne have undersøgt, om boligerne kan bruges til noget andet,” siger borgmesteren.
Stadig usikkerhed
Forvaltningen vil løbende vurdere, om der er flere ejendomme, som kan tages ud af drift. Men der er fortsat stor usikkerhed omkring Hillerøds tildelte kvote. Så større fremtidige udsving kan medføre, at der igen eventuelt skal placeres flygtninge på hotel eller andet, skriver forvaltningen i sagsfremstillingen.
Sagen skulle også behandles på byrådsmødet onsdag aften efter Hillerød Postens deadline.