Fortsæt til indhold

60 så Thorsø fra oven

Samfund
Arkiv

En udsigt, der strækker sig fra Grauballe i syd til Vinkel ved Viborg i nord. Det var et af de syn, der mødte deltagerne på Thorsø Håndværker- og Borgerforenings stitur, da den 78 meter høje høj lige syd for byen blev besteget.
“Vi havde en god aften med rigtig flot opbakning. Det var tredje gang, vi arrangerede en sådan tur, og det var for mange en oplevelse dels at se Thorsø lidt fra oven, dels at nyde den helt unikke udsigt”, fortæller formanden for borgerforeningen, Martin Bjerregaard Jensen i en pressemeddelelse.
Poul Erik Poulsen, på hvis mark højen ligger, fortalte om nogle af de mange ting, man kan se. Det er blandt andet 54 vindmøller, der kunne bruges som fixpunkter til at få styr på geografien.
Efter en vindomsust tur til toppen serverede borgerforeningen kaffe i læ ved Vildtbanestenen, der var målet for sidste års stitur.
“Vi er i borgerforeningens bestyrelse glade for at have fået endnu en Thorsøtradition i faste rammer”, siger Martin Bjerregaard Jensen.srj