Fortsæt til indhold

Nødbremse vender op og ned på mini-klassen

Automatisk nødbremse er et must på en ny bil i Poloklassen, slår blandt andre FDM fast. Flere af de nye har det, de gamle har det ikke. Og det vender op og ned på hvilke biler, der er de bedste fra 120.000 kr.

Samfund
Af Flemming Haslund

Vel er Peugeot 208 ikke alene den mest solgte bil i bilernes såkaldt Poloklasse denne forsommer – den er den mest solgte bil i det hele taget. Men den populære franskmand er løbet ind i et problem: 208 har ingen af de førerassistenter, som af flere, blandt dem FDM, er blevet et ”must” i hvert fald i nye biler.
Udviklingen er drevet af en række bilfabrikker, der lancerer nye modeller i dette prisleje med de moderne sikkerhedssystemer; Nissan Micra kommer med flere førerassistenter, det samme har Kia Rio og Suzuki Baleno allerede, mens den nye Suzuki Swift som den foreløbigt eneste i denne klasse har hele udvalget; det vil sige førerassistent, der både kan ”se” en bil og genkende en fodgænger, linjevogter og adaptiv fartkontrol.

Biler i klemme

Udstyr af denne type er imidlertid ikke noget, fabrikkerne ”bare” kan montere i eksisterende biler – det kræver, at bilen fra grunden er forberedt herpå. Det bringer en række biler i klemme; blandt dem altså Peugeot 208, men også populære biler som Renault Clio og Opel Corsa. Den sidste kan dog i en udstyrsversion kan fås med linjevogter. Også en af klassens fineste biler, nemlig Audi A1 er komet i klemme – hverken automatisk nødbremse, linjevogter eller adaptiv fartkontrol.

Den kommende Nissan Micra – både automatisk nødbremse, der kan se en bil og en fodgænger samt linjevogter.

FDM: Nødbremse er et must

Blandt de stærkeste fortalere for førerassistenter af denne type er FDM. Søren W. Rasmussen, teknisk redaktør på foreningens medlemsblad Motor, har sagt det så firkantet som at ”nye biler i B-segmentet bør have i det mindste automatisk nødbremse”.
At FDM virkelig mener det understreges af, at foreningen direkte har frarådet sine medlemmer af købe den nyeste Citroën C3, der i øjeblikket ikke kan leveres med automatisk nødbremse. Søren W. Rasmussen foreslår, at man venter med at købe den nye C3, til den senere kommer med netop automatisk nødbremse.
Hvilke biler i B-segment har så automatisk nødbremse. En opgørelse foretaget på basis af forespørgsler hos samtlige importører af biler i denne klasse i uge 18, 2017, viser, at præcis halvdelen af de 18 biler i klassen kan leveres med automatisk nødbremse, der kan ”se” en bil, der pludseligt bremser op foran. De fleste, men ikke alle, kan endvidere ”se” en fodgænger.
Den mere avancerede adaptive fartkontrol kan i øjeblikket kun leveres til fire biler – i ingen af tilfældene er udstyret standard og skal altså tilkøbes. Prisen hos f.eks. Skoda er 4.000 kroner.
Bilerne i Poloklassen, der i øjeblikket kan fås med automatisk nødbremse er – og her i alfabetisk rækkefølge:
Honda Jazz, Kia Rio, Mazda2, Nissan Micra (salget starter om kort tid), Skoda Fabia, Suzuki Baleno, Suzuki Swift, Toyota Yaris og Volkswagen Polo.
Kun disse fire kan leveres med den såkaldte adaptive fartkontrol:
Skoda Fabia, Suzuki Baleno, Suzuki Swift, Volkswagen Polo.

Peugeot 208 – bilen kan hverken leveres med automatisk nødbremse, linjevogter eller adaptive fartkontrol.