Fortsæt til indhold

Huset er stadig til salg

En far fra Korup skal 14 år i fængsel for at kvæle sin 8-årige datter. Ejendomsmæglerne forsøger stadig at afsætte huset, hvor drabet fandt sted

Samfund
Jane Thoning Callesen;Jonas Dalgård Rasmussen

En langtrukken og bestialsk død. Sådan beskrev specialanklager Klaus Holten Kristensen mandag det drab, 52-årige Johnny Jonassen sidste år begik mod sin 8-årige datter Louise og som han nu har tilstået.

I en rus af spiritus og hævntørst mod Louises mor, som han var separeret fra, tog Johnny Jonassen tæt på midnat 3. august livet af datten med en kombination af kvælning, kværkning og drukning.

Dagen efter informerede han Louises mor om drabet over en telefonopringning, og da politiet mødte op ved huset, fandt de den døde pige liggende i badekarret, mens Johnny havde forsøgt at begå selvmord ved at snitte i sig selv med en hobbykniv.

“Jeg tænkte, at vi skulle dø sammen. På det tidspunkt kunne jeg ikke se, at livet nogensinde kunne blive godt igen,” sagde han i retten med henvisning til de uoverensstemmelser, parret havde omkring separationen og samværsordningen med datteren.

Straffen for den bestialske handling blev udmålt til 14 års fængsel efter Johnny Jonassen tilstod sin gerning i retten. I strafudmålingen lagde retten vægt på, at drabet var forberedt og langtrukkent.

Inden dommen faldt fik Johnny Jonassen lov til at sige et par sidste ord.

“Man er selv ansvarlig for sine handlinger, men det var mig og kun mig, der slog Louise ihjel,” sagde han.

Drabsstedet ikke solgt

Tilbage står nu en familie uden en lille datter, men også et hus, der har svært ved at blive solgt.

For i den lille og idylliske landsby Korup ligger Rådyrløkken 51.

På adressen står en pudset villa med en have, der lægger op til et familieliv, som de fleste kender det. Men bag facaden lurer den forfærdelige historie, og på badeværelset står badekarret, hvor 8-årige Louise blev dræbt, og hvor Johnny Jonassen forsøgte at begå selvmord.

Villaen har været sat til salg
i omkring 370 dage hos ejendomsmægleren Estate.

Den 182 kvadratmeter store villa blev bygget i 1976, og er udbudt til 1.295.000 millioner kroner, men på husets salgshjemmeside oplyser Estate dog ikke om den historie, huset gemmer på.

Estate nægter overfor Lokalavisen Odense at kommentere på, om de oplyser potentielle købere om husets mørke historie.