B.S. deler ud af sin ægteskabserfaring
B.S. Christiansen tager i et nyt program par i krise med til den anden side af jorden for at teste deres forhold. Selv har han lært, hvordan man passer på sit ægteskab, siger han
Hvert andet danske ægteskab ender i skilsmisse. Men behøver det være sådan? Med sin egen livserfaring i rygsækken tager B.S. Christiansen fire par i krise om på den anden side af jordkloden for at se, om de kan finde sig selv og hinanden igen.
“For mig betyder, 'til døden jer skiller', til kærligheden dør,” siger den tidligere jægersoldat, der tester parforholdet i en ny serie på TV 2.
“To mennesker lover hinanden, at de ikke bare går fra hinanden uden at give det en chance. Men har de bevæget sig for langt fra hinanden eller ligefrem udviklet foragt for hinanden, så tror jeg, det er bedre, at folk kaster håndklædet i ringen.”
B.S. Christiansen er efter eget udsagn ikke nem at leve sammen med. Det er der ingen, der er, siger han. For kærligheden er ikke let, men snarere en beslutning, som kræver et stykke arbejde. Som 64-årig bringer B.S. sit livs erfaringer i spil.
Tredje parforhold holder
Han havde været i to længere parforhold, før han i 1997 fandt sin Karin, som han blev gift med. De har to børn sammen. Det holder. Over for en ellers ikke opmuntrende skilsmissestatistik. Hvad er det, han gør rigtigt nu?
“Jeg ville ikke være den, jeg er i dag, hvis ikke jeg havde levet det liv, jeg har. Jeg er glad for mine erfaringer, for dem har jeg taget afsæt i i mit tredje og længste parforhold – og eneste ægteskab – med Karin,” fortæller B.S.
Det er det positive budskab til alle, der begiver sig ud i et nyt forhold oven på en skilsmisse. Selvom statistikken siger, at de har større risiko for at blive skilt hurtigt igen.
Vi kan kun ændre os selv
“Jeg tror, mange mennesker har travlt med at lede efter den andens fejl. De ser ikke deres egne projektioner og uhensigtsmæssige mønstre. Efter et par år med en ny partner kommer de samme problemer igen. Nissen flytter med. Det eneste, vi kan forandre, er os selv, og så kan vi håbe, at partneren følger trop. Vi kan ikke ændre andre ved at pege fingre ad deres uvaner,” påpeger han.
B.S. har også forandret sig, siden han blev gift. I hans øjne er parforholdet det sted, hvor vi udvikler os mest, fordi vi hele tiden får feedback:
“Jeg er slet ikke den samme mand, som Karin giftede sig med for 19 år siden, og hun er absolut heller ikke den samme kvinde. Vi har bevæget os, fået nye erfaringer og interesseområder. Vi er absolut ikke enige om alting, men det er jo lige præcis det, der gør, at vi udvikler os på et stærkt fundament af kærlighed.”
Kompromisets kunst
Det kræver, at man går på kompromis – men ikke ved halve løsninger, som ingen er glade for.
“Et kompromis er, at man er i stand til at se tingene med den andens øjne og derfor godt kan se, at der er noget, man må acceptere, fordi det har stor betydning for den anden,” siger B.S.
For den værste trussel mod parforholdet er i B.S.' øjne, at man glemmer at se indad og arbejde med sig selv, samtidig med at man mister interessen for, hvor den anden er i sit liv, for så skrider fundamentet.