10 ting, du ikke skal gøre i haven om sommeren
Det er ikke alt havearbejde, som din have har godt af om sommeren. Her er, hvad du absolut ikke skal gøre i haven lige nu
Der er masser af ting at tage sig til som haveejer. Men i løbet af din sommerferie er der ingen grund til at få dårlig samvittighed over at lade have være have.
Faktisk er der flere typer havearbejder, du helt bør afholde dig fra i tiden fra den 1. juli og frem til omkring midten af august. Her får du tidligere slotsgartner John Henriksens 10 råd til, hvad du skal afholde dig fra.
1. Plant ikke nye planter i sommerperioden, hvis du ikke har mulighed for at vande og tjekke jordfugtigheden hele tiden. Det gælder også for omplantning, da både nye planter og omplantede planter kræver masser af vand, så rødderne ikke udtørrer.
2. Drop granuleret gødning i lange, tørre perioder . Brug det kun på dage med udsigt til regnvejr. Gødningen skal opløses og vandes ned i jorden for, at planterne får gavn af den. Brug i stedet flydende gødningsvand om sommeren.
3. Beskær ikke stedsegrønne hække og formklippede træer som taks og buksbom i juli. De har bedst af at blive klippet/beskåret i august.
Sådan vander du haven
4. Vent med at så græs til sidst i august. Græsfrø spirer bedst, når jorden er let fugtig, og temperaturen er over 10 grader. Det bedste tidspunkt at så græs er i august/september, hvor jorden er varm efter sommeren, og hvor det ofte regner, så jorden ikke tørrer ud.
5. Slå ikke græsset, hvis det er helt gult - vent, indtil det igen begynder at vokse og bliver grønt. Slid ikke en tør græsplæne for meget med fx boldspil.
6. Vand ikke græsplænen. Er du først begyndt, skal du fortsætte.
7. Stil ikke krukker og potter på det sted i haven, hvor der er mest sol. På grund af den begrænsede mængde jord i krukkerne, vil de udtørre meget hurtigt, og i små potter og krukker er en daglig vanding ikke nok, hvis de står i høj sol.
8. Plant ikke nye jordbærplanter midt på sommeren - gør det først fra den 15. august eller så hurtigt som muligt efter denne dato. Det er det bedste tidspunkt at plante jordbær - det giver et større udbytte af bær, end hvis du planter om foråret.
9. Luk ikke vinduerne helt i drivhuset, da temperaturen bliver alt for høj. Husk også at ventilere lidt om natten.
10. Vand ikke planter i haven om dagen. Vandet fordamper, inden det kommer ned til rødderne. Hvis du skal vande, så vent til om aftenen og anvend et vandingsspyd, så vandet kommer ned til rødderne.