Fortsæt til indhold

Her er din nye boligskat

Et bredt politisk flertal i Folketinget har indgået aftale om, hvor høje boligskatterne bliver i fremtiden

Samfund
Kim Madsen

Den nye boligaftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre, indeholder en række elementer, hvoraf vi bringer enkelte elementer i denne artikel.
En af de vigtigste elementer er, at ingen boligejere, der har købt deres bolig inden 2021 og bliver boende, skal betale højere samlede ejendomsskatter i 2021 end i dag. Hvis du får boligen fra din ægtefælle (fx, hvis han/hun dør) videreføres skatterabatten. Hvis du sælger boligen fra 2021 og frem bortfalder rabatten.
Men grundskylden, der har været fastfrosset i 2016 og 2017, bliver ikke fastfrosset frem mod 2021 og kan altså stige de kommende år. Du behøver dog ikke betale evt. stigninger med det samme, da de kan indefryses, men de skal betales, når du sælger din bolig.

Princip om indefrysning

Alle stigninger i boligskatten efter 2017 kan indefryses. En midlertidig indefrysningsordning for ejerboligers grundskyld i 2018-2020 bliver indført. Frem til 2021 bliver årlige stigninger i grundskylden automatisk indefrosset uden, at der løber renter på.
Fra 2021 og frem kommer der en permanent indefrysningsordning for stigninger i boligejernes samlede boligskatter (ejendomsværdiskat og grundskyld). Her bliver stigninger automatisk indefrosset til en rente, der svarer til renten ved den eksisterende indefrysningsordning for pensionister (i dag 1,24 procent). De indefrosne beløb vil stå på din årsopgørelse fra Skat, og du kan fravælge indefrysningen.
Samlet betyder indefrysningen af stigninger i boligskatter, at du ikke skal betale mere i ejendomsværdiskat og grundskyld om året end i dag, men at du skal betale det beløb, der er blevet indefrosset, når du sælger din bolig.

Det er specielt boliger i landdistrikterne, som vil få penge tilbage.

Ejendomsvurdering : 20 procent

Når din bolig i fremtiden bliver vurderet, skal du ikke betale så meget i skat som vurderingen, men af ejendoms- og grundvurderingen minus 20 procent. Det skal sikre, at så få som muligt kommer til at betale mere i boligskat, end boligen reelt er værd.
I november 2016 indgik et bredt politisk flertal i Folketinget en aftale om et nyt ejendomsvurderingssystem, der fra 2019 skal give bedre vurderinger. Ifølge aftalen får du automatisk penge tilbage, hvis du fra 2011-2018 har betalt skat af en for høj vurdering.

Ejendomsværdiskat og grundskyld

Der er skattestop på ejendomsværdiskatten til og med 2020.Den almindelige sats for ejendomsværdiskat sænkes til 0,55 procent fra 2021 og frem. Dog skal boligejere af ejendomme, der vurderes til 7,5 millioner kr. og derover, betale 1,4 procent i ejendomsværdiskat på det beløb, der overstiger 7,5 millioner kr.
Grundskylden omlægges fra 2021. De kommunale grundskyldspromiller bliver lovbestemte, så kommunen i 2021 ikke kan tjene flere penge på “de nye vurderinger med forsigtighedsprincippet svarer til provenuet under gældende regler på nye vurderinger”. De enkelte kommuner kan ikke sætte grundskyldspromillen op fra 2021-2025, men må godt sætte den ned. Fra 2021 skal grundskyldspromillen være mellem 10 og 30 promille.

Lejere og andelshavere

Ifølge aftalen vil lejerne ”også på længere sigt” blive ”stillet økonomisk bedre end ved videreførelse af gældende skatteregler”.
Det skal undersøges, om der også kan indføres en indefrysningsordning for andelsboliger, så der vil gælde samme regler for indefrysning for boligejere og andelsboliger fra 2021.