Danskernes forbrug af sprøjtemidler i haven falder
Salget af sprøjtemidler til private er på et historisk lavt niveau, viser opgørelse fra Miljøstyrelsen. I stedet bekæmper danskerne ukrudt og mos på andre måder
Når ukrudtet bliver lidt for genstridigt, er det fristende at ty til den nemme løsning - sprøjtemidler.
Men danskerne er i stigende grad begyndt at fravælge den nemme løsning og i stedet tage arbejdshandskerne på og finde gravegreb og cirkelhakke frem.
Der blev i 2016 solgt 20 ton sprøjtemidler til private, hvilket er det laveste, siden Miljøstyrelsen begyndte at måle salget årligt i 2007. Det viser en undersøgelse lavet i år af Miljøstyrelsen. Andelen af solgte sprøjtemidler er også lavere end Miljøstyrelsens tidligere undersøgelser fra henholdsvis 1986, 1996 og 2002.
“Faldet i brug af sprøjtemidler skyldes nok primært øgede salgskrav og stigende afgifter, men der er helt sikkert også sket en holdningsændring hos danskerne. Vi er blevet mere miljøbevidste og vælger derfor i stigende grad sprøjtemidler fra af principielle grunde,” siger Jesper Carl Corfitzen, haveekspert for Bolius.
I november 2015 trådte nye regler for salg af sprøjtemidler i kraft. Det har fx. betydet, at koncentrerede sprøjtemidler skal opbevares i aflåste skabe, og at forhandlerne skal have uddannede medarbejdere, der kan rådgive om sikker og korrekt brug af sprøjtemidler.
Selvom salget af sprøjtemidler siden 2007 løbende er faldet, mener Jesper Carl Corfitzen, at forbruget sagtens kunne være mindre.
“Private haveejere har en tendens til at bruge mere, end der står på pakken. Og så er det altså, at brugen af fx Roundup bliver problematisk og ender med at forurene vores drikkevand. Så det ville både mindske salget og skaden på miljøet, hvis folk købte klar til brug-produkter eller fjernede ukrudt og lignende uden brug af sprøjtemidler, “siger Jesper Corfitzen.
Han anbefaler, at du fjerner dit ukrudt med andre metoder end sprøjtemidler. Det er hverken specielt svært eller tidskrævende.