Horsens Kommunes nye kommunaldirektør er en arbejdshest med omsorg for medarbejdere og opgaver
Borgmester Peter Sørensen roser kommunens nye topchef til skyerne
Et enigt ansættelsesudvalg og byråd i Horsens Kommune har peget på Peter Sinding Poulsen som Horsens Kommunes nye kommunaldirektør.
Han har i fem år været kommunens direktør for Uddannelse og Arbejdsmarked og bliver nu den øverste chef for de cirka 7.000 medarbejdere i Horsens Kommune.
“Jeg er noget stolt og glæder mig rigtig meget. Jeg synes, Horsens Kommune er en fantastisk kommune i en fantastisk udvikling, så jeg kan ikke forestille mig noget bedre sted at være ansat. Der er en stærk entreprenørånd i Horsens, og jeg kan godt lide stemningen i byen. Tingene gøres ikke så indviklet, og der er rigtig mange, der gerne VIL byen og være med til at løfte den,” siger den nye topchef.
Borgmester Peter Sørensen oplyser, at der var et tocifret antal meget kvalificerede ansøgere til stillingen, som er blevet besat med hjælp fra et konsulentfirma.
“Han var den klart bedste kandidat ud fra den profil, vi søgte,” siger borgmesteren, som i forvejen har et stort kendskab til sin fremtidige nærmeste medarbejder, der kom til Horsens fra en topstilling i Skanderborg Kommune.
“Han har bred erfaring fra stort set alle de store velfærdsområder som ældre, sundhed, skole og børn. Peter er samtidig en meget fokuseret og synlig leder med stor omsorg for både personale og kerneopgaver, og han nyder stor tillid i byrådet og direktionen. Han har en høj arbejdskadence og kan rumme mange opgaver, som en kommunaldirektør skal kunne. Han er samtidig enormt synlig i lokalområdet. Du møder ham alle steder.”