Fortsæt til indhold

Millioner får hjælp af robotten Alexa

Millioner af englændere, tyskere og amerikanere bruger nu den elektroniske assistent Alexa til alt fra at slukke lyset og købe ind til at løse komplicerede regnestykker. “Der kommer en dansk Alexa inden længe,” vurderer ekspert

Samfund
Af Niels Philip Kjeldsen npk@sondagsavisen.dk

“Alexa, hvad giver 546 gange 932?” Der går et sekund, før en kvindestemme fra højttaleren i hjørnet af stuen på engelsk svarer: “546 gange 932 giver 508.872.”
Det er seksårige George fra den britiske by Norwich, der stiller spørgsmålet. Han henvender sig til en firkantet 'Echo Dot' fra Amazon i hjørnet af hans forældres dagligstue – og ud af den kommer stemmen fra den elektroniske assistent Alexa.
Alexa har nu været familiens robotassistent i et par måneder. De bruger hende til at løse regnestykker, komme med vejrudsigten, forklare, hvem navngivne berømtheder er, og afspille musik via Spotify. Det er der også millioner af andre briter, amerikanere og tyskere, der gør. Ved udgangen af 2016 havde 5,2 millioner i de tre lande Alexa installeret.

En drøm

“Det er en meget spændende udvikling. Folk har vænnet sig til smarte løsninger – først og fremmest via smartphones. Så selvom det for mange er et stort skridt at have en stemme fra en kunstig intelligens-assistent i stuen, er folk klar til den her teknologi. Derfor er Alexa også blevet modtaget med begejstring og fascination,” siger Claus Bülow Christensen, der er digital analytiker for Zibra Digital Media Group, og uddyber:
“For mange er der tale om lidt af en våd science fiction-drøm, hvor noget, man har set i film, er virkelighed. Det er lidt sjovt og kulørt og gør folk glade i låget. Så er der funktionaliteten. Bare sådan noget som musik – i stedet for at finde et nummer og trykke play, siger du spontant ud i lokalet, hvilket nummer du vil høre, og så starter Alexa musikken. Den nemhed tiltrækker mange,” siger Claus Bülow Christensen.
Alexa findes ikke på dansk endnu, og selvom den engelske version sagtens kan bruges i Danmark, vil Amazon ikke levere den til danske adresser. De danskere, som allerede nu har den engelske version af Alexa, har derfor måttet en tur til udlandet og handle.
Der går dog næppe længe, før danskere også kan få hjælp af en dansktalende udgave af Alexa, spår Claus Bülow Christensen:
“Der kommer en dansk Alexa, det er jeg helt sikker på. Amazon arbejder ihærdigt på at lave versioner af Alexa til hele kloden. Så jeg tror, at vi har set eller hørt noget til den danske Alexa, inden året er omme.”
Vi har spurgt Amazons danske pressekontakt om eventuelle planer om en dansk version af Alexa, men de har ikke svaret på forespørgslen.