Lytter du til andres samtaler?

Når 24-årige Nadia Jensen kører med tog, har hun øjnene på stilke og spidsede ører.
“Man skal ikke sidde ved siden af mig, hvis man gerne vil snakke privat. Jeg er meganysgerrig. Jeg følger med i folks samtaler og 'kommer til' at kigge på deres Snapchat-billeder, selvom jeg godt ved, at det er en smule privat,” fortæller hun.
Det kan godt være, at danskerne har ry for at være en smule reserverede over for folk, vi ikke kender, men vi holder os ikke tilbage med at følge nysgerrigt med i andre menneskers samtaler. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen. Her svarer hver fjerde dansker, at det er en disciplin, de praktiserer.

Mindre privat

Bjarke Oxlund, lektor ved institut for antropologi på Københavns Universitet, peger på, at vi i dag har fået meget nemmere ved at få afløb for vores nysgerrighed end tidligere. Vi fører højlydte private samtaler i det offentlige rum og stiller vores liv til skue på de sociale medier
“Hvor man i gamle dage brugte gadespejlet til at spionere andre menneskers liv, behøver vi i dag ikke engang at rejse os fra sofaen. Vi kan bare hive smartphonen frem og gå på de sociale medier og snage i deres liv,” forklarer han.

Drama drager

At vi interesserer os for andre – og også for det, som ikke vedkommer os – skyldes ifølge psykolog Jacob Mosgaard, at vi er sociale væsner.
“Vi bruger vores nysgerrighed til at blive klogere på andre mennesker. Vi spejler os i dem og prøver at sætte os i deres sted. Og måske kan det, der umiddelbart virker som unyttig viden, senere vise sig at være nyttig viden,” forklarer han.
På mange måder er vores nysgerrighed et udtryk for empati, men ofte skal der noget andet end det forventelige til at aktivere den, påpeger Jacob Mosgaard.
“Vi er ikke interesseret i at høre om den begivenhedsløse dag hos naboen, men bliver draget af drama og bliver nysgerrige, når der sker noget anderledes. Vi er optaget af det usædvanlige og mærkelige.”
Det er netop det, der sætter 24-årige Lærke Eden Nielsens nysgerrighed i svingninger.
“Hvis jeg ser nogen komme op at skændes, kan jeg ikke lade være med at lytte efter, hvad det handler om. Det kommer ikke mig ved, men jeg kan ikke lade være,” forklarer hun.

Mere gennemsigtighed

At grænsen har rykket sig i forhold til, hvor meget vi udbasunerer vores privatliv, kommer også til udtryk ved, at vi i vores bolig ikke i samme grad skærmer os fra omverdenens blikke, forklarer Bjarke Oxlund.
“Tidligere havde vi bittesmå vinduer med flere lag af gardiner i vores hjem. I dag bygger vi boliger med glaspartier fra gulv til loft, hvor man ikke sætter gardiner op, fordi man netop ønsker at få alt lyset ind. Vi har fået en forestilling om, at gennemsigtighed ikke er at stille ting til skue, men at problemet ligger hos dem, der synes, at gennemsigtigheden er upassende,” siger han.

Med på en kigger

Ud over at der er sket ændringer i, hvor meget vi skærmer os af udadtil, er der også sket et skred i, hvor privat vi opfatter vores hjem, og hvor nysgerrigt vi agerer i andres hjem, forklarer Bjarke Oxlund. Det fremgår også af undersøgelsen, for mens mere end hver fjerde mellem 18 og 27 år svarer, at de kigger i andres toiletskabe, gælder det kun hver tiende over 60 år.
“I gamle dage var der en anden respekt for det hjem, man trådte ind i. Der var små broderede ordsprog som: 'Dette er mit hjem og min bolig. Det, du hører og ser her, det bliver her'. I dag har vi livsstilsprogrammer, hvor eksperterne netop går på jagt i folks hjem. Vi lærer, at det, du har i dine skabe, fortæller os, hvem du er, og at det er blevet en legitim måde at orientere sig på i forhold til andre,” fortæller han.
Psykolog Jacob Mosgaard er enig i, at grænsen for, hvad vi synes, er privat, har rykket sig. Samtidig har opfattelsen af, hvornår vi betragter nysgerrighed som grænseoverskridende, ændret sig.
“Jeg hørte for nylig en ældre kvinde sige: 'Nu er det ikke for at være nysgerrig'. Det lød, som om hun nærmest var bange for, at det blev betragtet som grænseoverskridende at vise interesse for andre mennesker. I dag skal der meget mere til, før vi definerer vores nysgerrighed som grænseoverskridende,” forklarer han.